Nybagt forælder? Her er 3 gode råd fra Fie Hørby
Skal vi opdrage vores børn? Ikke hvis du spørger familieterapeut og forfatter til DROP OPDRAGELSEN, Fie Hørby. Hun tror ikke på skæld ud og trusler. Til gengæld tror hun på Jesper Juuls pædagogiske filosofi om lighed mellem barn og voksen – en filosofi hun er stærkt inspireret af. Sammen tror de på barnet som et kompetent og socialt væsen, der snarere skal have støtte i deres udvikling frem for at ændres og opdrages på. Her er hendes tre råd til en nybagt forælder og en forsmag på forordet fra den nye genudgivelse af DIT KOMPETENTE BARN.
Af Emmeli Maigaard / 27-04-2022
Foto: Kevin LynchFie Hørby har skrevet nyt forord til Jesper Juuls internationale bestseller DIT KOMPETENTE BARN, der første gang udkom i 1995. Den har inspireret flere end 140.000 danske forældre – heriblandt Fie Hørby – og er blevet oversat til ni sprog. Tilbage i 90’erne blev bogen betragtet som et opgør med fortidens forestillinger og praksis inden for børneopdragelse og pædagogik, men hvordan kan det være, vi stadig diskuterer pointerne i dag? Fie Hørby giver et bud i forordet, som du kan læse længere nede på siden.
3 gode råd til en nybagt forælder
1. Det vigtigste er kontakten til jer selv, hinanden og jeres barn.
Det vigtigste for børn er kontakten til os, fordi de er så afhængige af os, og fordi de bliver til gennem os. Sådan er det fra det øjeblik, de ankommer som følelsesmæssigt og fysisk ufærdige. Fra hjerneforskningen ved vi i dag, at barnets hjerne og nervesystem udvikles i samspillet med forældrene. Særligt i de første år grundlægges nogle helt afgørende neurale forbindelser i det følelsesmæssige område af hjernen, som afspejler det miljø, barnet er vokset op i. Vores samspil skaber en neural skabelon for, hvordan barnet relationelt vil begå sig både i forhold til sig selv og andre. En tryg og kontaktfuld relation til os forældre er altså forudsætningen for en stærk og robust selvfølelse og baggrunden for, at barnet kan skabe en tryg tilknytning til andre mennesker resten af livet.
2. Gør jer klart, hvad I vil tilbyde jeres barn, og hvordan I vil gøre det.
For at kunne have en god kontakt til os selv, hinanden og vores barn, må vi have en stærk fornemmelse og ikke mindst undersøge, hvad vi vil og ikke vil. For hvis vi gør en masse, vi ikke vil eller ikke bryder os om, så mister vi kontakten til os selv, og vi kan ende i den situation, at det er andres krav og ønsker til os, der styrer vores liv mere end, det er os selv. Det samme gælder omkring opdragelsen af vores barn, vi kan lytte så meget til andre, at vi glemmer at navigere efter vores eget intuitive system, der er så vigtigt for at kunne forbinde os til vores barn. Vi har alle forladt barndommen med en kuffert, vi ikke selv har pakket. Derfor er det afgørende som par og nye forældre at få kigget på, hvad har vi hver især har fået med os, så vi kan få et overblik over, hvad der skal med ind i vores voksenliv, og hvad vi skal give afkald på. Et relevant spørgsmål at stille sig selv her er: Hvad vil jeg? Og hvad vil vi? Hvad er vigtigt for os i vores liv? Det kan eksempelvis være, at bedsteforældre, venner og anden familie gerne vil komme og se den lille ny baby, men er det det, vi vil? Et lille barn har brug for ro og nærværende forældre, det kan være svært for forældre at bevare roen og nærværet, hvis der er mange gæster, der kommer på besøg – eller hvor man selv møder op til arrangementer, selvom baby er få uger gammel, selvom man måske ikke vil, men det skal og bør man jo.
Men hvis vi hele tiden gør, hvad man skal og bør, kan vi risikere, at det går ud over det, vi kan tilbyde vores partner og barn. Livet forandrer sig dybtgående, når vi får børn, og vi ved så meget mere om, hvad der skal til for at skabe en sund og tryg udvikling hos barnet, end for blot en generation siden. Derfor kan det være afgørende vigtigt at få talt om, hvad vi som par synes er vigtigt for et barn, og hvad vi gerne vil tilbyde det. Det vi ved fra tilknytningsteori og neurovidenskab er, at et lille barn har brug for forældre, der er psykologisk voksne, så de kan skabe et trygt, forudsigeligt og stabilt miljø omkring barnet og være tilgængelige og møde det sensitivt responderende. Et lille barn kan ikke regulere sig selv, så det er helt afhængigt af kompetente, stabiliserende og empatiske forældre til at regulere det og genskabe dets følelsesmæssige balance, og det er væsentligt for et barn at få den omsorg og støtte i hele barndommen - men allermest afgørende de første 2-3 leveår. Det er sådan, vi støtter vores børns selvfølelse og dermed robusthed bedst. Børn der bliver mødt følelsesmæssigt, kan meget nemmere håndtere deres følelser som voksne - det er afgørende for at kunne skabe sunde og vitale relationer samt klare livets modgang, fordi følelserne ikke overmander og styrer os, når vi kan regulere os.
3. Husk, at alt er faser
Det er krævende at drage omsorg for et lille barn, og de fleste forældre kommer i søvnunderskud, fordi baby vågner om natten og er uroligt, skal have mad, kontakt eller er sygt. Og om dagen har barnet også brug for vores nærvær i en grad, at vi oplever at have meget lidt tid til os selv. Det er sådan, det er at have små børn. Vi kan i desperationens stunder fortvivle og tro, at vi aldrig får vores søvn og tid igen. Men hvornår er noget nogensinde varet for evigt? Alt er faser. Kunsten er at finde glæden i dem alle, mens vi er der - og ikke kun retrospektivt.
Læs forordet for DIT KOMPETENTE BARN herunder
Forord:
Dit kompetente barn er blevet og bliver forsat læst verden over – bogen, der er skrevet af Jesper Juul, har hjulpet mange mennesker, siden den udkom første gang i 1995. Jesper Juul har i årtier været den førerulv, der klarsynet, kærligt og bestemt har vist forældre vejen ind i et mere personligt, gensidigt og empatisk lederskab. Han har altid været på relationens side og dermed aldrig mistet blikket for hverken forældre eller børn, men han har understreget forældres ansvar for relationens kvalitet – af den simple grund, at børn ikke har magten og ressourcerne til at kunne bære det. Han har talt på alle verdens kontinenter, og jeg ved, at han nogle gange talte sig hæs, fordi han savnede, at vi flyttede os hurtigere, end vi gjorde. Men hans arbejde har været revolutionerende, og det lever videre gennem hans talrige bøger og gennem os, der lærte af ham.
Jesper Juul var foregangsmand i Danmark for de tanker, som allerede blev grundlagt med tilknytningsteoriens tilblivelse i slutningen af 1940’erne, og da jeg startede mit samarbejde med ham, havde han talt om personlig ledelse, ligeværdighed og anerkendelse i relationen mellem voksne og deres børn i mere end 20 år. Jeg stødte første gang på Dit kompetente barn og Jesper Juul i 2001. Jeg havde længe følt mig ude af takt med mig selv og mine relationer, men i bogen hørte jeg tonerne af noget, jeg bare måtte danse til. Det var en følelse af, at jeg fandt min melodi, og at jeg fandt takten. Den dag i 2001 besluttede jeg, at jeg ville hjælpe ham med at udbrede budskabet om, at vi kan være os selv sammen med andre mennesker – uden at dømme nogen som rigtige eller forkerte. Den dag forstod jeg, at der findes en måde, som gør det 10 muligt at være to i en relation – samtidig. At relationen ikke er enten på den ene eller den andens præmisser, men at der kan være plads til begge, også selvom vi tænker, føler og mener noget forskelligt.
Jeg var dengang 26 år og mærkede for første gang i mit liv, hvad jeg virkelig ville. Jesper Juuls gennemgribende nye perspektiv på et ligeværdigt og anerkendende samspil gav mig en forståelse af og et sprog for, hvordan jeg kunne udtrykke mig uden at skubbe den anden væk. Dengang havde jeg nemlig kun to tangenter, når jeg var i konflikt: enten trak jeg mig, eller også blev jeg så vred, at den anden ikke kunne få et ord indført. Jesper Juul viste mig, at der er et helt klaviatur af mellemtoner, som jeg dengang ikke formåede at spille i min kontakt med andre mennesker, og derfor kunne jeg ikke kunne finde takten i relationsdansen. Det tændte et håb i mig og et dybt ønske om, at alle skulle have denne viden, da jeg var sikker på, at den ville gøre verden til et bedre sted. Det tror jeg stadig på, og det har i snart 20 år været mit arbejdes omdrejningspunkt. Takket være Jesper Juul.
Det er derfor en stor ære for mig at få lov at skrive forordet til den bog, der var med til at give mit liv mening og retning. Dit kompetente barn har også givet mening og retning i mange, mange andre menneskers liv, og vi er flere, der er trådt videre i Jesper Juuls fodspor – også efter hans død i 2019. Men der er stadig lang vej at gå, inden vi kan kalde krænkelser af børns integritet for fortid. Netop derfor er Dit kompetente barn stadig rygende aktuel, og den taler ind i samfundsdebatten lige nu og her, hvor også krænkelserne mellem voksne undersøges og diskuteres – hvad enten det er racisme, sexisme eller manglende humanisme. Som jeg ser det, starter det hele i og med familien, og derfor skal familien meget mere i fokus i denne debat. Samfundet har sat børnefamilien under hårdt pres, som giver den svære betingelser for at forandre og udvikle sig.
Familien er samfundets fundament, og vi kan ikke opdrage børn med krænkelser og samtidig forvente, at de ikke tager det med ud i samfundet som børn, og når de bliver voksne. Vil vi virkelig ændre måden, vi er sammen på, må vi derfor netop starte med opdragelsen af vores børn. For selvom det blev forbudt at slå børn i 1997 i Danmark, bliver hvert 6. barn stadig slået, og hvert 5. barn har oplevet en uønsket seksuel hændelse ifølge VIVE-rapporten Fysisk vold og seksuelle overgreb mod børn fra 2021.
Ifølge FN’s Børnekonvention har børn ret til at blive hørt. At have ret til at blive hørt betyder, at et barn kan sige, hvad det mener, tænker og føler uden at blive gjort forkert eller lukket ned– og det er ikke det samme som at få sin vilje. Hver eneste dag i både familier og institutioner bliver børn overhørt og dermed ikke støttet i denne ret. Dit kompetente barn bidrager med inspiration, refleksion og konkrete eksempler på, hvordan vi kan tage et personligt, ligeværdigt og tydeligt ansvar for vores børn uden at krænke deres integritet eller overhøre deres fundamentale behov, og netop derfor er bogen stadig væsentlig for både forældre og fagfolk.
Jeg skrev Drop opdragelsen! i 2011, fordi jeg kunne se, hvor udbredt krænkelserne af børn stadig var – både i familien og i institutionen. Jeg vidste også, at krænkelserne ikke udsprang af ond vilje. Tværtimod. De var udtryk for, hvad de fleste tænkte var god opdragelse. Jeg gav bogen den noget provokerende titel, fordi store dele af opdragelsen var langt over udløbsdatoen. Forskningen har gjort os så meget klogere på børns udvikling og trivsel, at vi ikke længere kan forsvare at forsætte med en opdragelse, der er baseret på et forældet og fejlagtigt børnesyn. Min intention med bogen var at støtte forældre så konkret som muligt. Jeg havde i flere år rejst rundt i landet og holdt foredrag, og det havde lært mig, at forældre og pædagoger virkelig ønskede at gøre noget andet, men følte sig tomhændede. Det lød godt, at man skulle være anerkendende og ligeværdige, men hvordan? Jeg modtager stadig mails, hvor forældre og fagpersonale spørger: Hvad gør jeg, når eksemplerne slutter? Det viser, hvor svært det kan være at tilbyde en anden mælk end den, man selv er flasket op med. Som børn er vi bløde og modtagelige som voks, og som en plov sætter barndommen spor, vi blindt følger, hvis ikke vi meget aktivt stopper op og beslutter at ændre retning.
Det er næsten 30 år siden, Dit kompetente barn udkom første gang, og der er sket en stor udvikling i vores samspil med børn. Den største forandring, jeg har noteret mig, er, at der er kommet en anerkendt forståelse af, at når et barn ikke trives eller ikke vil samarbejde med sine voksne, så kan vi ikke se isoleret på barnet og gøre det til problemet. Og takket være den seneste hjerneforskning har vi efterhånden forstået, at vi bliver til igennem hinanden – og især igennem vores forældre. Vi er derfor nødt til at kigge på barnets miljø og inddrage det i opklaringen af, hvad det reagerer på.
En grundlæggende pointe i Dit kompetente barn er netop, at børn ønsker at samarbejde og gøre deres forældre glade, og når de derfor ikke gør det, må vi stoppe op og lytte godt efter. Det er sådan, vi bedst kan blive klogere og støtte barnet og os selv, så vi kommer godt videre. Gensidigheden i relationen mellem børn og voksne er altså landet i vores bevidsthed i endnu højere grad i dag end dengang, men vi mangler stadig at blive mere bevidste om vores daglige samspil med børn. Bevidste om, hvordan vi dagligt krænker børn i små hverdagssituationer, fordi vi mangler blik for, hvad vi siger, og hvordan vi siger det. Vi mangler med andre ord at tage endnu mere ansvar i relationen. Det er vigtigt, at vi adskiller os fra hinanden og respekterer, at vi oplever det samme forskelligt – og at det er vores ret. Vi træder ofte andre over tæerne uden at ville det, og det er derfor væsentligt løbende at reparere, hvis vi vil bevare kontakten og tilliden. Det er vores fineste opgave i relationen med børn at tage 100 procent ansvar for det, der foregår mellem os. Den, der har magten, har ansvaret – og når vi ikke tager det ansvar, er det magtmisbrug.
Krænkelser mellem mennesker kommer netop af magtmisbrug. Det er et primitivt greb, som vi også kender som trusler, når vi for eksempel siger: Jeg går uden dig, hvis du ikke kommer nu. Hvis du ikke opfører dig ordentligt, så får du ikke lov til at komme med. Hvis du ikke stopper det skaberi, så er der ikke mere iPad til dig i denne uge. Den form for opdragelse skaber ikke tryghed, og empatien er ikke til stede. Mange forældre er ikke vokset op med, at deres voksne sagde undskyld og genoprettede trygheden og tilliden, når den led overlast i relationen. Vi er ikke vokset op med empati for vores nej, vores sårbarhed, vores træthed, vores utilstrækkelighed, vores fejl, vores vrede og frustration. Der er mange sider, vi har manglet omsorg for, og derfor kan vi mangle den både for os selv og for vores børn i dag. For nogle år siden blev det foreslået at sætte empati på skoleskemaet, fordi man oplevede, at børn var uempatiske over for hinanden. Empati er en medfødt evne, som udvikler sig i samspillet med empatiske voksne. Det ved vi i dag. Dit kompetente barn understreger netop behovet for voksne, der vil gå forrest med det, de gerne ser udvikle sig i deres børn. Kunsten er at få øje på os selv, så vi ikke bliver ved med at kræve en opførsel af vores børn, som vi ikke selv leverer. – Fie Hørby, marts 2022 13 for det, der foregår mellem os. Den, der har magten, har ansvaret – og når vi ikke tager det ansvar, er det magtmisbrug. Krænkelser mellem mennesker kommer netop af magtmisbrug. Det er et primitivt greb, som vi også kender som trusler, når vi for eksempel siger: Jeg går uden dig, hvis du ikke kommer nu. Hvis du ikke opfører dig ordentligt, så får du ikke lov til at komme med. Hvis du ikke stopper det skaberi, så er der ikke mere iPad til dig i denne uge. Den form for opdragelse skaber ikke tryghed, og empatien er ikke til stede. Mange forældre er ikke vokset op med, at deres voksne sagde undskyld og genoprettede trygheden og tilliden, når den led overlast i relationen. Vi er ikke vokset op med empati for vores nej, vores sårbarhed, vores træthed, vores utilstrækkelighed, vores fejl, vores vrede og frustration. Der er mange sider, vi har manglet omsorg for, og derfor kan vi mangle den både for os selv og for vores børn i dag.
For nogle år siden blev det foreslået at sætte empati på skoleskemaet, fordi man oplevede, at børn var uempatiske over for hinanden. Empati er en medfødt evne, som udvikler sig i samspillet med empatiske voksne. Det ved vi i dag. Dit kompetente barn understreger netop behovet for voksne, der vil gå forrest med det, de gerne ser udvikle sig i deres børn. Kunsten er at få øje på os selv, så vi ikke bliver ved med at kræve en opførsel af vores børn, som vi ikke selv leverer
— Fie Hørby, Marts 2022