Cecilie Grønlund: »Midt i alle de forfærdelige tanker og følelser tænkte jeg: "Det her kan jeg bruge til at skrive"«
Cecilie Grønlund har skrevet den tankevækkende JEG KUNNE FLÅ NOGET LEVENDE om at finde vej gennem livet med angsten som ledsager.
Af Sisse Tvegaard Andersen / 15-08-2024
I Cecilie Grønlunds ungdomsroman JEG KUNNE FLÅ NOGET LEVENDE møder vi Anna, der oplever, at hun ikke kan finde ud af noget. Hun kan ikke tage en uddannelse, hun kan ikke passe et job, og da hun endelig møder en kæreste, ødelægger hun også det. Hun er plaget af angst og mørke tanker, men kan ikke få sig selv til at bede om hjælp.
Hvordan fik du idéen til denne her historie?
– Jeg er blevet inspireret af mine egne oplevelser med psykisk sygdom og psykiatrien. De blev på en måde startskuddet til historien. Især da jeg selv endte på psykiatrisk skadestue. Der kan jeg huske, at jeg midt i alle de forfærdelige tanker og følelser tænkte, »det her har jeg brug for at bruge til at skrive på en eller anden måde.« Nogle af de følelser og tanker har jeg brugt til at skrive Anna frem, og så har jeg fundet på en fortælling, der ikke er min egen.
Om forfatterenCecilie Grønlund (født 1998) er opvokset på Nørrebro, hvor hun stadig bor. I 2020 gik hun på skrivelinjen på Københavns Kunstskole og hun debuterede som forfatter i 2021 med den meget roste DØGNÅBEN.
Hvordan vil du beskrive Anna og den udvikling, hun gennemgår i bogen?– Anna er meget opmærksom på ikke at være til besvær for sine omgivelser. Hun lukker næsten ingen ind i sit inderste, fordi hun skammer sig og er overbevist om, at hun ikke vil blive forstået. Hun drikker for at kunne holde sine tanker og følelser ud. I løbet af bogen bliver hun konfronteret med relationer og situationer, der tvinger hende til at tage stilling til nogle ting i sig selv, som ender med at nedbryde hende totalt. Men det er nok også det, der skal til. At hun når til et sted, hvor hun ikke længere kan skjule sin situation for sin omverden.
Anna har rigtig svært ved at tage imod hjælp fra andre. Hvorfor er det så svært for hende?
– Det tror jeg netop er fordi, hun både skammer sig og tror at hun gør andre kede af det, ved at fortælle hvordan hun har det.
Hun har oplevet tidligere i sit liv, at det har gjort blandt andet hendes mor meget ked af det. Og så at den hjælp hun har opsøgt, ikke har hjulpet eller forstået alvoren.
Det værste er jo, hvis dem omkring en trækker sig, for så har man intet, når man i forvejen ikke har sig selv.
Det kan jeg genkende fra mig selv. At man til sidst tænker, så er det nok bedst, at jeg bare selv prøver at finde ud af det her. Det værste er jo, hvis dem omkring en trækker sig, for så har man intet, når man i forvejen ikke har sig selv.
Hvad er det, der i sidste ende gør, at hun får det bedre hen mod slutningen af bogen?
– Jeg tror, at det der gør, at der sker en ændring i hende hen mod slutningen, er at der endelig er nogen der ser at der faktisk er noget galt. Noget, hun ikke kan tage sig sammen ud af. Noget der gør at hun måske kan forstå sig selv bedre og anerkende at hun er syg. Og at hun ser, at hendes omgivelser faktisk er der for hende.
LÆS OGSÅ: Interview om DØGNÅBEN
I forbindelse med DØGNÅBEN har du sagt, at det er vigtigt for dig at tale om unges mentale helbred, og det bliver næsten endnu tydeligere i JEG KUNNE FLÅ NOGET LEVENDE, hvor Anna blandt andet kæmper med angst og selvmordstanker. Hvorfor er det vigtigt, at vi læser om psykiske udfordringer, og hvad håber du, at din bog kan bidrage med i den sammenhæng?
– Det er vigtigt, fordi vi stadig ikke er i mål med at ligestille psykiske udfordringer med somatiske. Jeg oplevede selv, ligesom Anna, at jeg skulle helt derud, hvor jeg ikke ville være her længere, før jeg blev taget rigtigt alvorligt. Det kunne være godt, at der blev sat ordentligt ind noget før. Jeg håber at det måske kan hjælpe nogen, der har nogen af de samme følelser som Anna til at føle sig forstået og måske føle sig mindre alene.