Genoplev barndommens blåøjede eventyr
Egon Mathiesens barndomsklassiker MIS MED DE BLÅ ØJNE lever videre som en af de læseoplevelser, man må give videre til næste generation. Del nostalgien med bogen i skødet, eller kast dig over en ny app, der via spil og leg lader dig blive medfortæller på historien.
To store, runde blå øjne på en lille hvid kat, der vandrer rundt i en vidunderlig verden. Billedfortællingen om MIS MED DE BLÅ ØJNE er en barndomsklassiker, man aldrig glemmer.
I 1949 skrev og illustrerede Egon Mathiesen fortællingen om den lille mis, der bliver drillet med sine blå øjne af de andre katte. Den søger efter landet med de mange mus og møder forskellige væsner på vejen, og med sin egen nysgerrighed og ukuelighed ender den som historiens helt.
Udover traditionel højtlæsning, er det nu også muligt at udvide oplevelsen med MIS MED DE BLÅ ØJNE-appen, der som spil, lader børn og voksne bevæge sig med Mis ud på sin færd.
Du hjælper nemlig MIS MED DE BLÅ ØJNE på vej ved at tegne stien videre, den skal gå på. Når mørket falder på, tegner du skærmen sort, til kun de karakteristiske blå øjne kigger ud. Fortællingen lever videre, når vi kan lege med og fortælle den sammen.