Bøger om kommunikation til din virksomhed og hverdag
Trænger din egen eller din virksomheds kommunikation til en finpudsning? Vi har samlet en liste over vores bedste dybdegående og velformidlede kommunikationsbøger, der dykker ned i den nyeste kommunikationsteori og styrer flot uden om pædagogsandwichen og forældede modeller.
Kedelige præsentationer, uforståelige mails og ubrugbar feedback. Om du er freelancer, rådgiver eller leder i en virksomhed, er det nødvendigt at have værktøjerne på plads. God intern og ekstern kommunikation skaber effektivitet og overskud i en virksomhed, og du kan forstærke din gennemslagskraft både professionelt og privat med bøgerne på listen herunder. Vi har nemlig samlet alle de bedste bøger om kommunikation, så du kan finde lige præcis de værktøjer, du mangler – ligegyldigt om du vil forbedre dine PowerPoints, kommunikere med kunden eller begive dig ud i influencermarketing.
OP PÅ ØLKASSEN af Lene Kobbernagel
Nøgleord: Blød kommunikation, beslutninger, 41 virkemidler
I OP PÅ ØLKASSEN forklarer Lene Kobbernagel, hvorfor blød kommunikation indvirker så kraftigt på vores beslutningssystem. Bogen indeholder en værktøjskasse med redskaber til arbejdet med de bløde kommunikationsdiscipliner og 41 praktiske eksempler på virkemidler, der kan forstærke og forlænge effekten af det, du siger.
TÆND af Kenn Ladegaard Hansen
Nøgleord: Spændende præsentationer, overbevisende kropssprog, praktisk retorik
Du har sikkert ligesom mange andre oplevet en kedelig præsentation, hvor oplægsholderen læser højt fra sine overfyldte slides, og du må kæmpe for at holde fokus. Dårlige oplæg skaber både pseudoarbejde, ineffektivitet og dårligt arbejdsmiljø. Men sådan behøver det ikke være. Kenn Ladegaard Hansen er uddannet retoriker med speciale i PowerPoint, og i TÆND leverer han de greb og redskaber, du skal bruge for at kunne lave oplæg, der fanger deltagerne og skarpt formidler dit budskab.
TÆND indeholder konkrete cases og gennemgår, hvordan man skaber en rød tråd, målretter præsentationen til modtageren, opbygger troværdighed, bekæmper nervøsitet, præsenterer med et overbevisende kropssprog og ikke mindst laver slides i verdensklasse.
SLÅ TIL af Anne Katrine Lund og Helle Petersen
Nøgleord: Sublim rådgivning, gennemslagskraft, ledelse
Som rådgiver kan det være frustrerende at opleve, at kunden virker uinteresseret i din vejledning. Dit input var fagligt vigtigt og givende, men alligevel lader kunden ikke til at opfatte betydningen af, hvad du fortæller. Hvordan får du den gennemslagskraft, der får kunden til at følge dine råd?
VIRKSOMHEDENS OMDØMME af Kresten Schultz Jørgensen
Nøgleord: Public relations, strategisk kommunikation, stakeholdermanagement, krisekommunikation
Public relations er fremtidens kommunikationsfag. Det er her, vi finder svar på de stigende krav fra virksomhedens kunder, leverandører, investorer, journalister og myndigheder. Men public relations har mange navne: information, strategisk kommunikation, stakeholdermanagement, krisekommunikation og meget mere.
VIRKSOMHEDENS OMDØMME introducerer PR-paradigmet, den første samlede model på dansk for faget public relations. Vi hører historien om public relations som akademisk og praktisk fag og får råd og vejledning, vi kan tage med os i virksomheden med hjælp af teori, cases og redskaber.
GENNEMSLAGSKRAFT OG NONVERBAL KOMMUNIKATION af Nete Nørgaard-Nielsen og Birthe Hougaard-Andersen
Nøgleord: Kropsholdning, stemme, mimik
Vidste du, at over 90 % af vores kommunikation er nonverbal? Stemmeføring og kropssprog er en essentiel del af den måde, vi taler til hinanden på, og den kan afgøre, hvordan vi bliver opfattet. Kommunikation er nemlig ikke kun de ord, vi siger. Det er også måden, vi siger ordene på, og det er det, vi siger med vores kropssprog.
GENNEMSLAGSKRAFT OG NONVERBAL KOMMUNIKATION giver dig værktøjerne til kommunikation med gennemslagskraft. Ved at blive opmærksom på din kropsholdning, stemme og mimik kan du blive bedre til at udtrykke dig uden misforståelser og vanskeligheder. Om du er foredragsholder, leder, underviser, sygeplejerske eller noget helt andet, er der hjælp at komme efter i nonverbal kommunikation.
FØRSTEHJÆLP TIL FEEDBACK af Anders Stahlschmidt
Nøgleord: Feedback, sparring, udvikling
Lær at give feedback man kan vokse af. Når vi giver feedback, læner mange af os op ad pædagogsandwichen, hvor vi kører ris-ros-ris, men er den form for feedback overhovedet brugbar for modtageren?
Journalist og kommunikationsrådgiver Anders Stahlschmidt giver FØRSTEHJÆLP TIL FEEDBACK. Vi har alle brug for feedback for at kunne rykke os både privat og professionelt, men det er en kunst at give konstruktiv feedback med omtanke. Med FØRSTEHJÆLP TIL FEEDBACK kan du gøre din feedback mere kvalificeret, så den både bliver brugbar og betænksom.
FARVEL TIL FLOKKEN af Mikkel Jørnvil Nielsen
Nøgleord: Værdiskabende kommunikation, forretningsforståelse
Spørger man ledere om, hvad de vil beskrive som den vigtigste, enkeltstående ledelsesdisciplin, vil mange svare "kommunikation". Alligevel finder mange kommunikatører det svært at forklare eksakt, hvad deres arbejde bidrager med, og de føler et pres for at kunne dokumentere deres eksistensberettigelse over for ledelsen.
Med FARVEL TIL FLOKKEN tager Mikkel Jørnvil Nielsen fat i, hvordan man med simple midler kan skabe mere værdi. Mikkel Jørnvil Nielsen opfordrer læseren til at få en bedre forståelse for forretningens helhed, før man tager fat i den kommunikative værktøjskasse. Det handler nemlig om at se kommunikationsafdelingen som en forlængelse af virksomheden og sig selv som en leder og ikke som en konsulent.
PERSONLIG KOMMUNIKATION af Birgitte Sally
Nøgleord: Roller i kommunikation, skærpet dialog, konfliktløsning, individuel tilgang
Kommunikationsfaget kan ofte blive domineret af universelle råd og almengyldige regler, men det er lige så nødvendigt at kigge indad på sin egen individuelle måde at kommunikere på. For hvis du ikke ved, hvilke roller du indtager, kan du heller ikke ændre på dem.
PERSONLIG KOMMUNIKATION lægger op til, at du får kigget på dig selv i forhold til dine medarbejdere og chefer og lærer at sætte rammer for din kommunikation. Lær at kigge indad, når du kommunikerer, for at se, hvilke roller du indtager, og hvordan lige præcis din kommunikationsform kan forstås – og misforstås.
BRYD MUREN af Kresten Schultz Jørgensen og Povl Henningsen
Nøgleord: Praktisk retorik, sceneteknik, publikumstække
Selv den bedste præsentation kan kikse på grund af omstændigheder ude af din kontrol. Tilhørerne kan være distraherede, trætte eller frustrerede. Du kan ikke styre, hvor modtageligt publikum er, men du kan lære, hvordan du bedst forbereder dig på et oplæg i modvind.
BRYD MUREN hjælper dig med at vende modvind til medvind. Kresten Schultz Jørgensen og Povl Christian Henningsen leverer konkrete værktøjer til at blive den hovedtaler, som kan trænge igennem det uigennemtrængelige publikum.
MØD DIN KUNDE af Malene Bjerre
Nøgleord: Modtagerfokus, engagerende kommunikation
Glæd din kunde ved at læse MØD DIN KUNDE. Her får du redskaberne til at sætte kunden i centrum i virksomhedens kommunikation. Har du oplevet at få det afvisende elevatorblik af en butiksekspedient? Har du prøvet at modtage et uforståeligt brev fra en myndighed eller en virksomhed? Så ved du, hvordan det føles, når ekspedienten eller brevskriveren glemmer at sætte sig i kundens sted.
Malene Bjerre har beskæftiget sig med sprog og formidling hele sit arbejdsliv. Uddannet cand.mag. i dansk og italiensk med en journalistisk tillægsuddannelse og erfaring med undervisning i sprog og kommunikation forstår hun vigtigheden af at møde sin kunde i kommunikationen.
GIV DIT BRAND EN PERSONLIG STEMME af Louise Høck Bonfils
Nøgleord: Influencermarketing, systematik guide, succesfulde kampagner
Marketing- og kommunikationsbranchen er i konstant forandring, og et af det områder, hvorpå man især har kunnet se en udvikling de seneste år, er influencermarketing. Gennem samarbejdet med influencere kan din virksomhed få sine egne personlige ambassadører, der når ud til de unge forbrugere, som bliver stadig sværere at nå gennem traditionelle reklamemedier.
Influencermarketing er spændende og spækket med potentiale, men det kan virke uoverskueligt at begive sig ud i så nyt et felt. GIV DIT BRAND EN PERSONLIG STEMME er en systematisk guide til at arbejde med influencere, så du sikrer dig det bedste afsæt for succesfulde influencerkampagner.
HVORFOR JEG FØLER DET, DU FØLER af Joachim Bauer
Nøgleord: Spejlneuroner, empati, forstå mennesker
Uden at tænke over det gengælder du et charmerende smil fra den person, der går forbi dig. Hverdagen er fuld af den slags spontane imitationer. Men hvorfor er det, at et smil smitter? Og hvorfor gaber vi, når andre gaber?
HVORFOR JEG FØLER DET, DU FØLER er den første bog om spejlneuroner som grundlaget for følelsesmæssig intelligens. Spejlnervecellerne får dig intuitivt til at spejle andres følelser og bevægelser. I privatsfæren hjælper det os til at knytte os til hinanden, og i politik og i virksomheder kan de være afgørende for, om et resultat bliver godt eller dårligt. Psykiater og specialist i intern medicin, Joachim Bauer, giver et neurologisk perspektiv på empati og guider til, hvordan spejlneuroner kan trænes lige fra fødslen.