JEG LÆNER MIG MOD VERDEN er Anne Lise Marstrand-Jørgensens essay om sit forhold til litteraturen. Læs uddrag fra bogen herunder – om en helt særlig kuvert, der blev stoppet ned i barnevognen til hendes baby, før hun senere fik tid til at læse det livsomvæltende indhold.

Uddrag fra JEG LÆNER MIG MOD VERDEN

Jeg havde stoppet konvolutten fra forlaget ned i fodenden af barnevognen, for den var kommet, lige som jeg havde gjort os klar til at gå ud ad døren.

Min søn var otte måneder gammel, vi var på vej i skoven, og først på Østerport Station læste jeg brevet.

En, to, tre gange. Jeg husker ikke, at jeg blev glad, men det gjorde jeg.

Det var sensommer, jeg husker min søns blå hue, hans tykke kinder med smilehullerne, hans lille hånd lukket om en rangle, der lignede en fisk.

Vi tog Kystbanetoget til Skodsborg Station, jeg trampede ad smattede stier, våde, fugtige blade, mosens gyngegræs, den velkendte skov.

JEG LÆNER MIG MOD VERDEN udkommer 13. december 2021 søn faldt i søvn i barnevognen og sov som altid ganske kort. Det var de vågne år, ingen af mine børn har sovet meget, slet ikke om dagen og sjældent i barnevognen.

Jeg går ud fra, jeg også besøgte mine bedsteforældre den dag, som jeg plejede at gøre, når jeg var i nærheden.

Jeg er helt sikker på, jeg ikke fortalte dem om brevet fra forlaget, som jeg havde sendt mine digte ind til, og som netop havde meddelt mig, at de ville udgive dem.

„Det er os en glæde at ...“

Jeg ved ikke, om det var formuleret sådan, jeg har ikke brevet længere.

Mine bedsteforældre har været døde i årevis, jeg savner dem stadig, ofte tager jeg mig selv i at tænke, at jeg kan standse og drikke en kop te hos dem, når jeg kører langs Strandvejen.

Sidde på stensætningen og se ud over vandet, plukke vindruer i drivhuset, få et sommeræble med et fransk navn fra det træ, der aldrig blev højere end min lillebitte mormor.

Jeg havde skrevet i mere end et år på det tidspunkt, men kun min søns far vidste det. Det var sågar ham, der havde opfordret mig til at gøre det efter at have fået lov til at læse i min notesbog.

Jeg blev vred, da han sagde, at mine noter lød som digte.

Jeg ville ikke afsløre noget af mig selv, sådan er skam: at føle sig defekt.

Jeg ville ikke være én, der skriver digte. Jeg ville læse medicin, og da det ikke gik, ville jeg i det mindste læse litteraturvidenskab.

Jeg ville blive gift, få et barn, opføre mig normalt og være usynlig.

Jeg havde raget så højt op i alle landskaber med skolevægring, angst og depressioner fra tolvårs-alderen, med min følsomhed og besværlige evne til at se gennem løgn.

Også den tavshed og servile selvudslettelse, jeg havde grebet til for at passe ind, havde gjort mig næsten selvlysende, altid genstand for andres diagnosticering og bekymring og irritation og krav.

Jeg blev vred på min søns far, men jeg skrev alligevel, det var uundgåeligt, og det tændte bål under en længsel. Da jeg sendte digtene ind til forlaget, regnede jeg bestemt og overmodigt med, de ville have mine digte.

Ikke fordi jeg havde en fornemmelse af, hvad jeg havde skrevet.

Mere fordi det havde kostet så mange kræfter at dissekere både sproget og mig selv.

Jeg blev alligevel overrumplet, da de svarede.

Jeg spekulerede over, hvordan jeg skulle få det sagt til andre: at jeg nu var sådan én, der skrev digte og viste dem til verden.

Den person boede lige ved siden af den, der havde besøgt psykiatriske afdelinger i en uendelighed.

Jeg fik det ikke sagt til andre end min søns far den dag med gåturen. Der var også en fryd i hemmeligholdelsen.

I stedet ringede jeg til min mor på et tidspunkt, hvor jeg vidste, hun var på arbejde, og sagde det til hendes telefonsvarer.

I mine digte kunne jeg i det mindste tale om alt.