4 syge adventshistorier

1. SØNDAG I ADVENT: 

JULEFROKOST MED ARBEJDET

Hele byen var fuld af sne. Det var julefrokostmåneden. Alle skulle klemme en aftale ind i kalenderen: en med kollegaerne, en med familie og venner og en med gutterne.

Virusafdelingen på Statens Serum Institut holdt julefrokost i Tivoli. Ekstra fint skulle det være. Det var da også en superhyggelig og festlig eftermiddag, og jeg blev ikke syg af noget som helst, for jeg spiste kødmenuen og ikke skaldyrsbuffeten. Men det gjorde andre i selskabet og restauranten, og nogle af dem fik 24 timer efter ganske ubehagelige eksplosive opkastninger og diarré. 

Det kunne være det, vi kalder for et fødevareudbrud, og dem var der usædvanligt mange af den jul. Nogle målte lidt feber som tegn på infektion. Norovirus omgangssyge, tænkte virusforskerne, det tager kun et par dage. Efter 24 timer og en optakt med kvalme og rumlen i maven kom Roskildesygen eller vinterkräksykan, som vores svenske virusforskere kalder det. Et hurtigt konstrueret epidemiologisk Team-skema, som vi kunne afkrydse på arbejdet, vidnede om pludselige eksplosive opkastninger, kvalme med diarré, slim og mavekramper. Mange nåede ikke engang på toilettet, men afleverer det hele i sengen. Flere fik også hovedpine og kulderystelser, kun lidt feber, men svimmelhed og muskelsmerter. Man har det faktisk ofte, som om man skal dø. 

Restauranten i Tivoli havde købt dyre østers fra Frankrig, spéciale écaille d’argent. De østers kom dog i virkeligheden fra det knap så fashionable Belfast i Irland, men kunne kaldes franske, fordi de var kørt i lastbiler fra Belfast til Frankrig og lagt i fransk vand i to dage, og ifølge EU-lovgivning kan østers, der har ligget i mindst to døgn i fransk vand, kaldes »franske«, og så er de lige pludselig dyrere og finere. Denne prisforøgende aktivitet er fuldt lovlig. Det vidste restauranten ikke. Udbruddet blev korrekt anmeldt til myndighederne, og i vores viruslaboratorium undersøgte vi afføring og opkast. Vi fandt en hel lille zoologisk have af calicivirusfamilien, som omfattede både norovirus og sapovirus, og vi sekvenserede alle og bestemte deres genotyper, altså deres genetiske „fingeraftryk“. 

I vores viruslaboratorium undersøgte vi afføring og opkast. Vi fandt en hel lille zoologisk have af calicivirusfamilien.

Restauranten smed alle de fæcesforurenede „franske“ østers ud og købte i stedet et parti helt nye fra Irland, og billigere. Men det, de ikke kunne vide, var, at det var nøjagtig de samme østers inficeret med nøjagtig de samme irske afføringsvirus. Derfor fik restauranten udbrud med syge gæster igen kun 11 dage senere. Ny anmeldelse og nye undersøgelser i vores viruslaboratorium. Vi fandt til vores overraskelse de samme diarrévirus med samme sammensætning eller genetiske fingeraftryk som i vores eget første udbrud.  

Man udskiller virkelig store mængder norovirus, når man bliver syg, og samtidig skal der kun ganske få viruspartikler til at smitte, så derfor er den meget smitsom. Opkast kan danne aerosoler af virus, så smitten sker ad begge veje – afføring og opkast. Et andet år var der igen østers i Danmark, som indeholdt norovirus, hvilket gav anledning til spolerede frokoster i de små hjem. Det skyldtes et parti østers, der lå opmagasineret i en bestemt østersbanke i Holland, hvor et tankskib var passeret tæt forbi, og hvorfra en syg sømand angiveligt havde skidt i vandet. Det var nok til at forurene en hel banke, hvor hver østers opkoncentrerede virus i sig. Efter den indsigt bruger jeg ikke mere udtrykket „vil du ikke lige tage og skide i havet“, det skal man nemlig passe på med.

2. SØNDAG I ADVENT:

PÅ BESØG HOS JULEMANDEN

Julemanden bor naturligvis på Grønland, og skal man hilse på ham, må man tage til Grønland. Det gjorde et selskab af politikere. En jul de aldrig glemmer. De gik all in med lokal julemad og drikke - det er jo kun jul i Grønland én gang om året. Vi fik deres blodprøver sendt til Seruminstituttet i København, da de blev indlagt i Nuuk. 

De seks politikere blev virkelig dårlige efter at have spist isbjørnebøffer. Feber, ondt i maven og opkastninger. Det udviklede sig efter nogen tid til muskelsmerter og hævelser omkring øjnene og et udslæt hos nogle og muligvis små hudblødninger. Vi fik blodprøver sendt med fly i noget, der mindede om snestorm. 

Vi testede politikerne for alle mulige bakterier, der alle var negative. Men så testede vi for antistoffer mod forskellige parasitter og BINGO fandt akutte antistoffer mod trikiner, altså mod orme af slægten trichinella. Der er 11 kendte arter af trichinella, som er små rundorme, der findes hos vilde dyr i hele verden, for eksempel svin, vildsvin, hjorte, sæler og altså isbjørne. Trichinella spiralis kan inficere mennesker. Ormen er mellem en og fire millimeter lang (hunner bliver størst). Dens larver er cirka en millimeter. De arktiske orme kan godt tåle frost og findes i store mængder i isbjørne og sæler. 

Ormen gennemlever en interessant cyklus:  Et menneske eller dyr spiser inficeret kød, som indeholder det første stadie af en sammenrullet muskellarve sovende i en lille kapsel. I mavesækken bliver kapslen opløst, og larven glider videre ned i tyndtarmen, hvor den udvikler sig til en voksen rundorm. Her formerer de sig lystigt. Hannen dør hurtigt og kommer ud med fæces (det kan man godt tænke over). Hunnen derimod lever videre i to måneder og producerer ca. 1.500 levende larver, som fødes direkte ind vores lymfekar. De nyfødte larver bevæger sig via lymfevæsken til blodet og videre rundt i hele kroppen, hvor de kommer ud i muskelfibrene, og her trænger de ind i en muskelcelle, hvor de ruller sig sammen og tager en lur. Det udløser en voldsom betændelse, som indkapsler ormen, der er smitsom i op til 30 år, i sin hvilefase.  Grønlænderne ved godt, at man altid skal gennemstege kød fra kødædende dyr. Men politikerne havde deres egen kok med ...

Symptomer på sygdommen trikinose er mavepine, diarré, opkast, feber, muskelsmerter, allergisk hævelse omkring øjet, evt. skade på hjernen og hjertefejl. Symptomerne kan variere meget i styrke, alt efter hvor stor koncentrationen af trichinella spiralis er. Det er noget, man efterhånden sjældent ser i Danmark. I 2004 fandt Seruminstituttet trikinose hos syv personer, der havde spist svinepølse fra Rumænien, og i 2007 var en dansker en del af et trikinudbrud med over 200 smittede polakker, der fik det fra en polsk tepølse, en lækker mild og røget smørepølse. Før 1950 var der flere epidemier i Grønland, men det er blevet bedre. Grønlænderne ved godt, at man altid skal gennemstege kød fra kødædende dyr. Men politikerne havde deres egen kok med, som bare stegte lækre røde bøffer til rødvinen. 

Der blev skaffet Albendazol-medicin, som egentlig kun er til veterinært brug og ikke registreret i Danmark. Dertil kortikosteroid, for at patienterne ikke skulle få voldsomme allergiske reaktioner af de mange døde larverester, hvis medicinen faktisk virkede. Medicinen kan kun dræbe de voksende parasitter i tarmen samt de vandrende larver, hvorimod de ikke har nogen effekt på hvilende indkapslede larver i musklerne. 

Heldigvis virkede medicinen. En jul de aldrig glemmer.

3. SØNDAG I ADVENT:

BETÆNDT FINGER I JULEGAVE

Det var dagen inden nytårsaften, at min gode ven, pianisten William, ringede. 

»Hej, jeg ville lige høre, altså, jeg har noget hævelse eller betændelse i et sår i hånden, og nu er hele hånden og fingrene røde og hævede. Gitte har set efter, om der er røde striber op ad armen, men mine årer er altid blårøde, så det er svært at se. Tror du, at jeg skal have penicillin?«

Det med hænder og betændelse hedder panaritium, og det skal man reagere på straks, og ja, det var en god idé med antibiotika. Jeg spurgte, hvordan han havde båret sig ad?

»Jamen, jeg skulle bore et hul i væggen til en ledning. Vores rige datter fra USA købte os et fladskærms-tv i julegave. Så kørte familien over til Jylland for at fejre juleaften der.«

»Du skulle ikke med?«

»Nej, den slags er jeg ikke god til. Jeg havde købt en flaske vodka til min juleaften. Men forstår du, antenneledningen var tykkere end den gamle, så den kunne ikke komme igennem hullet fra den ene stue til den anden, hvor stikket er, og så ville jeg bore det større. Men jeg har kun en mekanisk boremaskine, hvor man holder med venstre og maser og drejer boret med højre hånd. Og det er en skidesolid bærende væg. Der lå jeg og min vodka og kæmpede nogle timer. Så vågnede jeg næste dag med den der hævede hånd og kan sgu ikke lige huske, præcis hvordan det skete.« 

Det med hænder og betændelse hedder panaritium, og det skal man reagere på straks.

Jeg indtelefonerede noget antibiotika og besøgte ham næste dag. William forklarede, at hånden var bedre. Men ringfingeren var stadig hævet og deform og der var stadig gul betændelse indeni. Jeg fandt indirekte ømhed ved ringfingeren, der stak lidt til siden efter første led. Jeg blev i tvivl om, om bulen var brækket knogle eller en byld. 

»Den må være brækket, fingeren, måske inde i leddet, og der er stadig betændelse. Du skal på hospitalet nu – som i lige nu. Den skal røntgenfotograferes, og en speciallæge skal se på den straks. Du risikerer at miste en finger, og hvis betændelsen går i blodet, kan du dø,« erklærede jeg

»Nej, for helvede, det vil jeg ikke. Det ændrer garanteret ikke noget som helst. Den gror sammen og bliver måske lidt skæv, men jeg vil sgu ikke stille op, for at nogle læger kan skaffe sig viden. De vil sgu have min finger. Næh, du, det ændrer ikke en skid. Og jeg ved det, for engang hang min tommelfinger fast i cyklen, da jeg sprang af. Den var også helt skæv, og så gav jeg den bare stramt bind på, og efter fem måneder var den god igen. Næh, jeg skal sgu ikke på noget hospital.«

Mandag den 9. januar ringede William. Hans egen læge havde lukket den dag. Han lød mør. Min kone, der er praktiserende læge, bestilte akut røntgen på Frederiksberg Hospital en time senere. Fingeren var ude af led.

Ude af led! Det ville man have set, hvis han var taget på skadestuen straks. Så ville man have bedøvet og reponeret den på plads. Han ville have fået en skinne på i en måned, og så ville den være OK igen. Men nu var der gået mere end 14 dage. Faktisk prøvede en kirurg at reponere den alligevel, men fingeren ville ikke give sig. William fik en ny tid to dage efter. 

Om onsdagen ringede telefonen. »Det er William,« sagde William. »Ja altså, de har amputeret ringfingeren. Den var fuld af pus og betændelse, og de måtte bruge lang tid på at skrabe det hele ud. Så skal jeg vente på, at betændelsen går væk, så de kan prøve at lukke det pivåbne sår med hudflappen om nogle dage.«

»Vil du ikke lige sige det igen?«  Jeg håbede at der stadig var tid.

»Jamen, de har skåret den af. Det er bedre end at få en stiv finger, som bare er i vejen, sagde kirurgen, og det er jeg sådan set enig i. Så må jeg prøve at spille klaver på en anden måde. Jeg vidste jo ikke, at man bare kunne tage et røntgenbillede og sætte den på plads, hvis jeg var kommet med det samme.« 

Han gav dem fingeren. William har den i hvert fald ikke. Men han brokkede sig ikke. Jeg mindede William om, at der var flere, der manglede en finger, for eksempel min onkel Krølle i Silkeborg. »Og min svigersøn,« tilføjede William, »han fik hugget sin finger af med en økse af sin far, da han var to-tre år gammel. Ja, det var et uheld. Faktisk var det samme ringfinger højre hånd som mig, nu, jeg tænker over det. Og også en jul.«

»Så kan I sige glædelig jul og klaske high-four sammen,« foreslog jeg.

William smilede, men hørte ikke efter.

4. SØNDAG I ADVENT:

JULEAFTENSAND

Det gik ud over min juleand, som var udsolgt. Så jeg troppede op juleaftenseftermiddag med en dødssyg culottesteg og to sække grillbriketter. Der stod jeg så udenfor i en smuk, men meget kold juleaften, mens familien pyntede, sang og holdt julehalløj inde i varmen og lyset. Indimellem fik jeg et glas lunken rødvin stukket ud, og så skålede jeg hen over hækken med naboen, for han stod også og grillede i julesneen, mens mørket sænkede sig, og husenes og træernes lysguirlander lyste op.;

»Nøj, din hanekylling ligner fuldstændig en and på 3 kilo,« sagde jeg.» Der er ikke en kæft, der lægger mærke til, at det ikke er en and.« 

»3,6 kilo,« korrigerede Arne stolt, men foreslog, at vi byttede steg. Han kiggede længselsfuldt på min store culottesteg, der havde fået den sprødeste hvidløgs-krydder-grill-overflade. 

»Det gør vi sgu,« erklærede vi stivfrosne og halvfulde og skålede i mere kold rødvin, mens de store snefnug dansede i stavlygternes skær. Så lukkede vi grillerne og gik med hinandens bytte ind til vores familier, tøede op og spiste den mest fantastiske julemad. Og det var juleaften, og klokkerne ringede glæden ind i vore hjerter. 

BONUS:
AGENT 00NYTÅRSAFTEN

Det var nytårsaften. Min kone, Marianne, og jeg var inviteret til fin nytårsmiddag hos Sara og Maurice i deres kæmpestore, stilfulde herskabslejlighed, der lå i gåafstand fra de firkantede søer i København.

Maurice var franskmand, så vi talte fransk og engelsk. Han diskede op med flere små velkomstlækkerier: foie gras med figenmarmelade, kaviar og champagne. Han havde en vis lighed med min yndlingsdetektiv, Hercule Poirot, og var også en ulasteligt klædt madkender.

»Et pizza?« smilede Maurice og holdt et sølvfad med minipizzaer op foran mig. Jeg kom til at tænke over, hvordan mit eget børnehavefransk mon ville lyde for en franskmand, og lagde forsigtigt ud med et »merci« og nappede en lille minipizza.

Vi var tre par, og vi var i vores stiveste puds. Jeg kendte ikke det tredje par på forhånd, men de var fra Forsvarets Efterretningstjeneste, FE, som øjensynligt var meget sejere end Politiets Efterretningstjeneste, PET. De var sikkert hemmelige agenter, hvilket blandt andet betød, at vi ikke kunne smalltalke om job og rejser, eller hvad de gik og lavede for tiden. Det var alt sammen alt for hemmeligt. Vi satte os ved det festlige bord med flot dug, kandelabere og sølvtallerkner og begyndte med store franske østers på is og en endnu finere champagne. Det slog mig, at alle tre herrer var klædt fuldstændig som James Bond i hvid skjorte, butterfly og jakke, og at damerne lignede Bond-damer i lange kjoler med slids i elegante former og farver. Jeg skrabede et par østers nummer to ned i halsen, og den fede konsistens og saltvandssmag ruskede op i minderne fra dagen før, da jeg var i Paris og spillede med mit rap-funk-band Belgium Means Nothing på en lille snedig café i 18. arrondissement. Dernede var der østers på barer og restauranter, men gutterne fra bandet spiste dem ikke. »Har du måske nogensinde set noget hav i Paris?« spurgte de grinende og hentydede til, at de selvfølgelig umuligt kunne være friske.

Vi hævede de langstilkede glas og sagde skål til hinanden [...] Pludselig kunne jeg mærke det komme: kvalmen, koldsveden, mavesækken, der vendte sig en omgang.

Vi hævede de langstilkede glas og sagde skål til hinanden, til smukke Sara, stilige Maurice og de hemmelige 00-agenter. Pludselig kunne jeg mærke det komme: kvalmen, koldsveden, mavesækken, der vendte sig en omgang. Jeg tvang Bonds bordsaltsblanding, som var Bollinger-champagnen, i mig og fortsatte så diskret, jeg kunne, ud i min Aston Martin, som var deres toilet.

Jeg vidste, at jeg kunne dø, hvis giften blev dernede, og heldigvis ørlede jeg sekundet efter i en krampeeksplosion: først maveindhold, så tarmindhold. De sidste dage passerede bogstavelig talt revy for mine blanke øjne. Da der ikke kom mere, vendte farven tilbage i kinderne. Jeg plaskede koldt vand i ansigtet, som jeg så tit havde set på film, og kiggede mig i spejlet, mens jeg arrangerede mine klæder og tænkte, at her skulle jeg selvfølgelig sige noget smart til mit spejlbillede, men jeg kunne kun komme i tanker om Vinces replik fra Pulp Fiction, hvor han på toilettet siger:

»You’re gonna go out there, you’re gonna say ’good night, I had a very lovely evening’, walk out the door, get in the car, go home, jerk off and that’s all you gonna do.«

Men jeg havde det faktisk bedre og blev, som Bond gjorde i Casino Royale, og spillede pokerspillet videre. Ingen bemærkede noget, ikke engang Marianne, og jeg gennemførte skuespillet, til bomberne pludselig eksploderede udenfor med maskinpistolsalver, hylende mennesker og kaos, så alle vi hemmelige agenter greb vores bazookaer, batterier og håndvåben i Føtex-plastposer og styrtede ned på gaden for at opsøge tredje verdenskrig, der lige var brudt ud i et inferno af lys, røg og eksplosioner, så jeg prutsked i bukserne af skræk.

Jeg sneg mig hjem, og sked af, mens de andre skød af. Denne gang var det mest sandsynligt diarréfremkaldende skaldyrsforgiftning fra algegiftstoffer.  Men nu var det et nyt fantastisk år og alt er glemt og tilgivet. I det nye år ville jeg drikke mere champagne og spise færre østers, bestemte jeg. Det skulle være mit nytårsforsæt.