»Lucie kan ikke vinde; er man nu engang faldet, har man værsgo at blive liggende.«
Amalie Langballe har skrevet forordet til Amalie Skrams LUCIE, en roman fra 1888 om begær, klasse, kvindefrigørelse og kampen for respekt i en verden, der ikke glemmer – og ikke tilgiver.
20-10-2025
Amalie Skram (1846-1905) vidste det ikke, mens hun skrev den, men LUCIE kostede hende et stipendiat fra den norske stat.
Da hendes ansøgning blev afvist, lød begrundelsen „havde hun bare ikke skrevet Lucie,“ men det havde hun jo. Hun havde ovenikøbet måttet kæmpe for at få fortællingen om tivolipigen Lucie og hendes ulykkelige ægteskab med advokaten Theodor Gerner udgivet: Den første forlægger, hun havde vist sit manuskript til, havde rent afvist det. Han var „ræd for indholdet,“ skriver Amalie Skram i et brev til sin ven Sophus Schandorph og betror ham desuden, at hun har fået ekstra grå hår af nederlaget.
LÆS OGSÅ: Elias Sadaqs forord til Kejseren af Portugalien
Med opmuntring fra Herman Bang fandt Amalie Skram dog til sidst en forlægger til Lucie, der udkom i Om Amalie SkramAmalie Skram (1846-1905), f. Alver, i Bergen.
I 1884, ved indgåelsen af sit andet ægteskab, med forfatteren Erik Skram, flyttede hun til Danmark og fik dansk statsborgerskab.
Året efter debuterede hun som romanforfatter med CONSTANCE RING. Forinden havde hun i fjorten år været gift med den norske skibsfører Bernt Müller og sammen med ham og deres to drenge sejlet på verdenshavene.
Fra da af levede hun som forfatter og udgav flere romaner, mens hun sideløbende arbejdede på sit største værk, romanserien Hellemyrsfolket, et hovedværk i nordisk naturalisme, der udkom i fire bind (1887-98). Danmark i 1888 og gjorde nok skandale til, at dens forfatter altså måtte vinke farvel til en økonomisk håndsrækning fra hjemlandet – en håndsrækning, som hun med en konkursramt eksmand og tre børn ellers nok kunne have haft brug for.
Den manglende anerkendelse fra Norge formodes at være medvirkende årsag til, at Amalie Skram kort før sin død besluttede, at der på hendes urne skulle skrives "dansk Borger, dansk Undersaat og dansk Forfatter,“ selvom hun først var flyttet til landet som 38-årig.
Derfor var det også hertillands – nærmere bestemt Bispebjerg Kirkegård – at hendes urne blev indsat i etkolumbarium under det gamle krematoriums kuppelsal i 1905. Nu hviler hun i kirkegårdens første askefællesgrav, som hun blev flyttet til i 1927, efter at ingen havde erklæret sig villige til at betale omkostningerne ved at bevare pladsen i kolumbariet.
Jeg opridser ikke disse biografiske omstændigheder ved Amalie Skrams liv for at påstå, at det ene og alene skyldes udgivelsen af Lucie, at hun nu ligger dér, i en anonym grav i Københavns nordvestkvarter. Men alligevel. Havde Amalie Skram nu lyttet til den første forlægger og puttet LUCIE tilbage i skuffen, så er det muligt, at den norske stat havde været hende venligere stemt, og så er det muligt, at Amalie Skram havde gengældt venligheden. Det er kort sagt muligt, at hendes liv havde forløbet anderledes, hvis ikke LUCIE havde fandtes. Sådan findes der de begivenheder i alle liv, som forskubber livsbanen, ændrer på retningen.
Hvad er det så ved Lucie, som man kan være ræd for, hvis man er forlægger, som man kan støde sig på, hvis man uddeler litteraturstøtte, og som kan forandre et liv? Hvad er det så ved Lucie, som man kan være ræd for, hvis man er forlægger, som man kan støde sig på, hvis man uddeler litteraturstøtte, og som kan forandre et liv?
Romanen er én af Amalie Skrams i alt tre ægteskabsromaner, der alle kan læses som indlæg i tidens debat om seksualmoral – hvilke seksuelle udskejelser kunne mænd og kvinder tillade sig før, under og efter ægteskabet?
Intet sted udstiller Amalie Skram tydeligere den kønslige dobbeltmoral end i LUCIE.
Den kvikke Lucie lever som tivolipige – en tilværelse, der delvist finansieres ved transaktionel sex – da advokaten Theodor Gerner beslutter sig for at gifte sig med hende, og hendes lykke er tilsyneladende gjort: Hendes økonomiske kvaler er forbi, og hun har sikret sig en plads i det bedre borgerskab.
Pretty woman i 1800-tallet, the end.
LÆS OGSÅ: Syv yngre digtere du skal læse
Men hverken Theodor eller hans omgangskreds kan lade hendes fortid være fortid: I Kristianias finere kredse er dommen hård og straffen på livstid, hvis man som Lucie har ernæret sig ved gråzoneprostitution.
Ingen får tilsyneladende den tanke, at mens Lucie solgte sex, så købte Theodor den, og som sådan passer de vel meget godt sammen.
Nej, Lucie er for evigt kendt som „Tivolifruen“, og den jaloux Theodor forsøger uafvendeligt at opdrage sin kone. Hvis hun eksempelvis smiler for bredt til en mand på gaden, bliver hun straffet med hans tavshed i flere uger bagefter, og selv adfærd, der er acceptabel for de andre fruer er ikke acceptabel for Lucie.
Efter at have klinket glas med herrerne til et selskab forsvarer Lucie sig med, at hun ikke var den eneste frue, der bar sig sådan ad, men dertil lyder Theodors prompte svar: "Og du sammenligner dig selv med fru Rejnertson? Hun, som, siden hun lå i vuggen, har tilhørt det gode selskab! Det, som hos hende er passende munterhed, bliver simpelt hos dig. – Lad os være fri for, at du sidder og efteraber en dame som fru Rejnertson.“
Lucie kan ikke vinde; er man engang faldet, har man værsgo at blive liggende, og som læser gør det ondt at være vidne til, hvordan gejsten gradvist bliver pillet ud af hende – det er et skoleeksempel i psykisk vold, vi er vidne til.
LÆS OGSÅ: Fire klassikere for kendere
Til hendes ulykke føjes, at hun ingen allierede har, hun er mellem verdener: Hun passer ikke længere ind i sin gamle veninde Nilsens trange værelse i en mørk baggård, men hun kan heller ikke betro sig til fru Rejnertson, der er det eneste imødekommende menneske i hendes nye kreds.
Fru Rejnertson er politisk opvakt og læser både En handske af Bjørnstjerne Bjørnson og Albertine af Christian Krohg og vil gerne diskutere handskemoral – idéen om, at kvinder og mænd bør kunne have lige mange og lige få seksuelle erfaringer før ægteskabet – men trods sin åbenhed kan hun ikke nå ind til Lucie.
„Jeg vil Dem det så godt, og jeg vil have, at De skal vide én gang for alle, at Deres såkaldte fortid slet ikke er nogen torn i øjet på mig,“ siger hun opmuntrende til Lucie, men der skal mere end pæne ord til at bygge bro over så dybe klasseskel.
Havde Amalie Skram været en dårligere forfatter, ville Theodor Gerner tage sig ud som en gemen skurk i nutidige øjne, men i stedet er det svært ikke også at fatte sympati for ham. Han har friet til Lucie, fordi han var forelsket i hende, men han kan ikke gøre sig fri af samfundets blik på sin udkårne. Selv når han bliver ramt af dårlig samvittighed over at behandle Lucie forkasteligt, kan han ikke ændre kurs: Hun må afrettes, blive noget andet, end hvad hun er. Hvis hun kan ændre sig, så kan parret blive lykkelige.
Selv når han bliver ramt af dårlig samvittighed over at behandle Lucie forkasteligt, kan han ikke ændre kurs: Hun må afrettes, blive noget andet, end hvad hun er.
Det er netop i skildringen af Theodors opdragelsesforsøg og Lucies frugtesløse forsøg på at rette ind, at romanen løfter sig til en universel fortælling om at elske og om at smelte sammen.
Hvem kan ikke genkende ønsket om at forandre sin partner, bare en smule? Hvis man nu bare kunne få ham til at smide de shorts, han altid går rundt i, eller hvis hun nu bare ville tage sig lidt sammen, når svigermor var på besøg – ville lykken så ikke være gjort? Man kan ligesom ikke styre sig, den elskede er jo gået fra at være en fremmed til at være en forlængelse af en selv. Man er ikke længere to individer, men én enhed, og er det så ikke kun forventeligt, at man begynder at stille krav til hinanden?
Men at elske nogen ordentligt er også at elske alt, hvad der er dem. Det går ikke an at ville skrue og bugte og bøje.
LÆS OGSÅ: Emma Holtens forord til PENGE
Præcis hvor ulykkeligt det kan gå med den slags ambitioner, får vi at se i Lucie. Forholdet visner i samme øjeblik, at Theodor inviterer samfundets blik ind i soveværelset. Så er det lige meget, at de havde god sex i starten, og det er lige meget, at de engang havde det så sjovt.
For Lucie kan lykken ikke vende: Det forbitrede samliv med ægtemanden er marginalt bedre end det usikre liv som tivolipige, og efterhånden som ulykke følger ulykke, resignerer den engang så frejdige kvinde.
Nej, det er en usædvanlig krank skæbne, som Amalie Skram opmålte til den arme Lucie, men hun skrev historien, som hun mente, den skulle skrives, og hun udgav den, som hun mente, den skulle udgives, uanset om den måtte ændre hendes liv.
Heldigvis for os.