»FYRSTEN er en håndbog til borgerne – ikke politikerne.«

Alex Vanopslagh har skrevet forordet til genudgivelsen af Niccolò Machiavellis kontroversielle politiske klassiker, FYRSTEN, fra 1513. Læs det herunder.

28-10-2024

 

Sikke en ære det er at blive bedt om at skrive forord til så ikonisk en bog som FYRSTEN.
Jeg læste som ung politiktosset knøs bogen med stor interesse, og jeg bildte mig ind, at jeg anvendte de dybe indsigter om magtens væsen i mine egne små manøvrer i ungdomspolitik. På den måde vil FYRSTEN til evig tid stå som en fantastisk bog at læse, når man skal puste sig op til at spille stor politisk strateg i andelsboligbestyrelsen, ungdomspartiet eller på Christiansborg.
Men hvis man tror, at bogen alene er en manual for den kyniske magtpolitiker, tager man grueligt fejl. Den er faktisk langt mere relevant at læse for alle dem, der ikke deltager i de små og store magtspil – FYRSTEN er nemlig en stor hjælp til at gennemskue os, der gør.

Machiavelli – mørkets fyrste?

FYRSTEN er en håndbog i at forstå det kyniske magtspil og de psykologiske dynamikker, der til tid og evighed foregår mellem en hersker og de herskede. Machiavellis beskrivelse af, hvordan magt fungerer, kan anvendes på både organisationer og nationer – uanset om det drejer sig om en kommunistisk diktator i Sovjettiden, en fyrste i en italiensk bystat i 1500-tallet eller en moderne statsminister i nutidens demokrati. Magtens natur har ikke ændret sig.

Magtens natur har ikke ændret sig. - Alex Vanopslagh 
Tilsvarende vil bogens beskrivelse af, hvordan en fyrste fastholder magten, kunne inspirere en moderne partiformand, en fagforeningsboss eller en bandeleder. Omdrejningspunktet er, hvordan man tager, forvalter og beholder magten bedst muligt. Machiavelli skrev Fyrsten som en samling gode råd til en fremtidig fyrste i Italien, og man kan som læser derfor få det forkerte indtryk, at Machiavelli hylder og opfordrer til den kyniske brug af magten.

Det måske mest berømte Machiavelli-citat er: “Dette rejser spørgsmålet, om det er bedre at være elsket end frygtet eller omvendt. Dertil svares, at man gerne ville være både og. Men da det er svært at forene, er det langt sikrere at være frygtet end elsket, hvis man skulle undvære en af de to.”

Citatet bruges gerne som det bedste bevis på, at Machiavelli er en amoralsk kyniker, der har skrevet en håndbog for diktatorer. Hans bog blev da også forbudt af den katolske kirke for netop dens anstødelige indhold. Men hvis man læser hans bog som en kærlig håndbog til politikere eller despoter, så misforstår man Machiavelli. Han var først og fremmest en videnskabsmand, der forsøgte at beskrive magtens dynamikker så deskriptivt og objektivt som muligt. Dernæst var han drevet af ønsket om et fredeligt og genforenet Italien.

Machiavellis håb om et frit og fredeligt Italien

Machiavelli levede i Renæssancens Italien i bystaten Firenze. Han havde en smule kontakt med magtudøvelse i løbet af sit liv, men skrev både FYRSTEN og den lige så vigtige bog med det mundrette navn Drøftelser af de første ti bøger hos Titus Livius i sit eksil, hvor han sled på marken om dagen, imens han om aftenen og natten tilbragte tiden i sit bibliotek i fornemt selskab med skrifterne fra de antikke tænkere og historikere.
Italien var i 14-1500-tallet præget af fraktionsdannelse, uro, vold, krig og mangel på et stabilt styre, der kunne forene landet. Datidens Italien bestod af små bystater med hver deres fyrste, som ofte oplevede at blive invaderet og angrebet af fremmede magter. Derfor ønskede Machiavelli, at Italien kunne, og skulle, forenes i frihed. Datidens frihedsbegreb skal imidlertid ikke forstås som vores moderne, individualistiske frihed for den enkelte, men som et samfunds frihed fra undertrykkelse og overgreb fra herskeres uhæmmede magtudøvelse.

LÆS OGSÅ: Stine Askovs forord til Constance ring

Frihed for Machiavelli handlede også om en balance mellem overklassen og masserne (der fandtes ikke demokratier, hvor alle indbyggere havde stemmeret), hvor de ikke bekrigede hinanden uciviliseret og kaotisk, men hvor deres interesser blev bøjet mod hinanden med almenvellet for øje.
Hvis Machiavelli foretrak en ordnet og mere demokratisk republik, hvorfor skrev han så en håndbog til, hvordan en fyrste kan tage og bruge magten? Det gjorde han, fordi han ud fra sine studier af både Antikken og sin samtid i Italien kunne konkludere, at der skulle en enevældig fyrste til for at forene Italien som et første skridt mod at danne en republik. FYRSTEN slutter da også med en direkte opfordring hertil. 
Machiavellis ønske blev først til virkelighed mere end 300 år senere, men til gengæld fik han ret i sin analyse: Italien blev forenet under ledelse af Kong Victor Emmanuel II af Sardinien og hans drevne premierminister, Grev Camillo di Cavour. 

Vestens første statskundskaber?

Vi kan således allerede nu aflive enhver påstand om, at FYRSTEN skal læses som et udtryk for, hvordan Machiavelli mente, at magten ideelt set skulle anvendes. Machiavelli er derimod eksponent for en meget værdifuld måde at studere politik og magt på. Han tilgår politik og magtudøvelse, som en videnskabsmand tilgår naturvidenskab. Han observerer, konstaterer og går empirisk til værks.

Han tilgår politik og magtudøvelse, som en videnskabsmand tilgår naturvidenskab. Han observerer, konstaterer og går empirisk til værks. - Alex Vanopslagh 
Man kan på sin vis sige, at Machiavelli er Vestens første statskundskaber. Modsat eksempelvis Antikkens politiske filosoffer, er han ikke dydsetiker eller normativ i sine teorier. Han forsøger ikke at beskrive, hvordan politik og magtudøvelse bør være ud fra en given moral og etik, men alene hvordan politik er i den virkelige, uperfekte verden.

Som han skriver: “Da min hensigt er at skrive noget nyttigt for den, der forstår, så synes jeg, det er mere nødvendigt at gå efter tingenes faktiske sandhed end forestillingen om dem.”
På den måde står Machiavelli fadder til den del af statskundskaben, der har et usentimentalt syn på magtudøvelsen og insisterer på at analysere både os politikere og embedsmænd som helt almindelige, fejlbarlige mennesker med samme moralske brister som alle andre. Den skjuler ikke magtens ansigt bag idealernes maske, og den er ikke er bange for at støde nogen ved at skelne ærligt mellem elite og folk.

Machiavelli på Christiansborg

Hvis nogen skulle stille sig skeptiske over for, at vi også i dag kan bruge Machiavellis observationer til noget, følger her et par eksempler på, hvordan Machiavellis betragtninger om magtens dynamikker i 1500-tallet stadig er relevante i Danmark anno 2024.
Om løven, ræven og at kunne sminke sine løftebrud: “Da fyrsten er nødt til at være god til at bruge dyret, skal han blandt disse vælge ræven og løven. Løven kan ikke vogte sig for snarer, og ræven kan ikke klare sig mod ulve.”
En magthaver skal altså både kunne være brutal og skræmmende som en løve, så modstandere afholder sig fra at udfordre magthaveren – men også være i stand til at være snu som en ræv, så modstanderne bliver udmanøvreret, før de opdager det.
Når man ser på statsministre i dansk politik, er det tydeligt, at de formår både at puste sig op som en løve, der med beskidte kneb og voldsom magtanvendelse banker folk på plads, og tilsvarende ved de, hvornår de skal være en snu ræv,der med list og snilde begraver politiske skandalesager eller laver politiske aftaler, som emmer af at være rigtige rævekager. Machiavelli skriver videre: ”Derfor hverken kan eller skal en klog hersker holde sit ord, hvis det skader ham, eller når grundene til løftet er faldet bort (…) En fyrste har aldrig savnet retfærdige grunde til at sminke et løftebrud (…) Men det er nødvendigt at sminke denne natur omhyggeligt (…)”
Jeg vil undlade at komme med konkrete eksempler på kolleger i Folketinget, som mestrer dette. Læseren kan sikkert selv komme på talrige eksempler på moderne politikere, der uden at blinke har begået løftebrud og efterfølgende forsøgt at sminke dem.

LÆS OGSÅ: Politik og politikere

Om at lade andre stå med lorten
”Fyrster bør lade andre tage sig af de belastende ting og selv tage sig af de godgørende.”
Det er så sikkert som amen i kirken, at det aldrig nogensinde er partilederne i de store partier, som selv går ud og kommenterer på løbende (dårlige) meningsmålinger. Det er derimod altid de 
politiske ordførere, så partilederen ikke skal stå og (bort)forklare tilbagegang i målingerne.
Tilsvarende vil en statsminister gå langt for ikke at skulle forholde sig til og forsvare en regerings dårlig håndtering af en møgsag. Det er altid en laverestående fagminister, der gør det, mens statsministeren nok skal være på pletten til de store pressemøder, hvor nye og gode initiativer skal lanceres.

Om gavmildhed og nærighed
“Hvis man udøver gavmildhed sådan, at man får ry for det, skader den dog en (...) Nærighed er nemlig en af de laster, som gør, at han kan herske.”
Machiavelli påpeger, at det er dyrt at opretholde et ry for at være gavmild, fordi man konstant skal punge ud med nye gaver, hvis man ikke skal blive forhadt og foragtet. Og det er en vigtig pointe. 
Det siges f.eks. om en mangeårig kulturordfører for et parti på Christiansborg, at denne aldrig nogensinde kunne blive kulturminister – pågældende har simpelthen lovet alt og alle i kulturlivet, at de kunne få i pose og sæk.
Omvendt har fyrsten glæde af at have et ry for at være nærig, fordi enhver gave så udløser stor taknemmelighed. Det gælder i den grad stadig, se blot på finansministre, der som udgangspunkt altid siger nej til alt, ikke mindst fra partier uden for regeringen. Til gengæld jubler vi, så snart vi får nogle snoldede basører på en finanslov.

LÆS OGSÅ: Maja Lucas forord til Barbara

Om held og uheld
“Men for ikke helt at aflive vores frie vilje mener jeg, at det nok kan passe, at heldet afgør halvdelen af vore handlinger, men også at det lader os styre omtrent den anden halvdel.”
Jeg har ofte i mit halve årti som politisk leder tænkt på heldets rolle, i alt vi beskæftiger os med. Folketingsvalget 2022 blev, hvis nogen skulle have glemt det, en gigantisk succes for Liberal Alliance, hvor vi tredoblede vores stemmetal. Blot et halvt år forinden havde vi fået en meningsmåling på 1,8 %, altså under spærregrænsen. Men det kunne også have udløst et resultat på det halve af, hvad vi fik. Det var ydre omstændigheder uden for vores kontrol, bl.a. at de andre borgerlige partier ikke alle var i deres livs form, og at valget blev udskrevet, lige som vi var på en opadgående kurve i meningsmålingerne. Vi var pokkers dygtige, men også pokkers heldige.
Vi bestemmer selv, om vi er klar til at gribe heldet, når det kommer, men vi bestemmer ikke, hvornår heldet er med os. Og vi bestemmer heller ikke, hvornår heldet forsvinder igen. I skrivende stund, forsommeren 2024, får Liberal Alliance meningsmålinger på helt op til 16 %. Lad os se, hvor vi ligger, når du læser denne bog.

Machiavelli og det liberale demokrati

Når man læser Machiavellis beskrivelser af mekanismerne i fyrstens magtudøvelse, er det svært ikke at se dem som ét langt argument for det liberale demokrati med myndige, aktive og kritiske borgere bakket op af en retsstat. Og det liberale demokrati vokser i høj grad ud af bl.a. Machiavellis tanker og den såkaldte republikanske tradition.
FYRSTEN udstiller, at før liberalismens gradvise indtog i Vesten, kunne moralske principper ikke bruges til noget i politik. Politik var rå, ubegrænset magtudøvelse. Det ændrede liberalismens fremkomst.

I alle vestlige lande har vi i dag grænser for, hvor amoralsk, magthavere i liberale samfund kan opføre sig, før de bliver stoppet. Ikke bare af regler på et stykke papir, men af både institutioner, der balancerer hinanden, og af borgere og eliter, som er forpligtet på styreformen.
Det er en erkendelse, som jeg tror, vi i det 21. århundrede har behov for at genopfriske: at liberalt demokrati ikke bare er noget med at skrive nogle rettigheder ind i grundloven og så stemme hvert fjerde år. Lige så meget som Antikkens og Renæssancens republikker er det liberale demokrati grundlæggende en magtbalance, der skal holdes ved lige, hvis ikke tyranniet skal æde samfundet op.
Jeg oplever en enorm naivitet, eller måske påtaget naivitet, over for magtens korrumperende væsen og magthaveres menneskelige fejl i nutidens politik, både nationalt og internationalt.

Det er selvfølgelig meget sympatisk, at politikere gerne vil gøre noget godt for borgerne, men det falder sjældent folk ind, at når man rykker grænsen for, hvad magthavere kan tillade sig, så gælder det også for de magthavere, der vil noget andet end én selv. -Alex Vanopslagh

Politikere, der beredvilligt stiller sig frem og byder sig til som redningsmænd for borgerne i stort og småt, og står der regler, værdier eller principper i vejen, jamen, så må de jo skubbes til side. Det er selvfølgelig meget sympatisk, at politikere gerne vil gøre noget godt for borgerne, men det falder sjældent folk ind, at når man rykker grænsen for, hvad magthavere kan tillade sig, så gælder det også for de magthavere, der vil noget andet end én selv.

FYRSTEN er en håndbog til borgerne – ikke politikerne. 

FYRSTEN er ikke en håndbog til, hvordan politikerne skal agere i det 21. århundrede. Den er en håndbog til borgerne i at forstå, hvordan politikere og magthavere agerer. Jeg vil anbefale, at man har det i baghovedet, når bogen læses. Så får Machiavellis ord og betragtninger en anden klarhed – f.eks. når han skriver om menneskets og fyrstens natur:

“Der er så stor forskel mellem, hvordan man lever, og hvordan man burde leve, at den, der forsømmer det, man gør, for det, man bør gøre, lærer snarere at forgå end bestå. En mand, der altid vil det gode, må gå til grunde blandt de mange, som ikke er gode. Vil en fyrste holde sig ved magten, er han derfor nødt til at lære ikke at være god, og være det og lade være med det alt efter behov.”

Han fortæller dig som borger, hvordan du kan forvente, de succesrige magthavere opfører sig: som amoralske kynikere. Men stort set siden sin død har det været Machiavelli selv, som er blevet tilskrevet disse egenskaber. Han har endda lagt navn til et psykologisk begreb for manipulerende adfærd. Den amerikanske magtteoretiker James Burnham var derfor overbevist om, at Machiavelli har været offer for en bevidst smædekampagne fra magthavere lige siden, FYRSTEN udkom.

LÆS OGSÅ: Fire klassikere, for kendere

Det er jo ikke til at vide, om det er sandt, men det giver mening: Vi politikere skal nok lære spillet uanset, men kan man bilde borgerne ind, at Machiavellis observationer kun gælder for de absolut værste af os, har man givet magthaverne mere spillerum for alle vores fiduser. Derfor bør du se bogen netop som et værn mod os magthavere, og jeg vil slutte med et citat fra Burnham, der indrammer dén vinkel på Machiavelli, som jeg vil anbefale dig som læser at have for øje på hver eneste side:
“Hvis mennesker generelt forstod lige så meget om mekanismerne bag magtudøvelse og privilegier, som Machiavelli gjorde, ville de ikke længere lade sig narre til at acceptere den magtudøvelse og de privilegier, og de ville vide, hvad de skulle stille op mod dem.”

God læselyst!

Alex Vanopslagh
Juni 2024