Forfattermorgen 14. maj: Mød Mikkel Severin og Eva Hurtigkarl
Onsdag d. 14. maj kl. 8.30 - 9.00
Gyldendals hjørne - Klareboderne og Pilestræde, 1115 København K
Gratis adgang - ingen tilmelding nødvendig
Vær med når Gyldendal inviterer til Forfattermorgen! Mød to aktuelle forfattere til en skarp og inspirerende samtale på hver 15 minutter om deres nye bøger.
Der er gratis kaffe og croissanter.
Mikkel Severin - SÆT MENNESKER FØRST
Udkommer: 13. majEmotionel intelligens og menneskelige dynamikker er nødvendige for toppræstationer – og nødvendige for at kunne leve og overleve som menneske. Emotionel intelligens er dermed en hemmelig nøgle, der løser stress, burn-out og fastholdelsesudfordringer mv. i en verden, hvor sociale medier, teknologi og chatbots overtager eller trænger ind i menneskers liv.
Mikkel Severin fører læseren gennem fascinerende og forargende eksempler, der viser, at når vi sætter mennesket først, og aktivt vælger at have hinanden som den absolut vigtigste prioritet, får vi de største succeser. Med emotionel intelligens kommer kuldsejlede virksomheder på ret køl, afdelinger i dyb krise vender 180 grader, skilsmisseraterne falder og ordblinde børn lærer at læse – for bare at nævne nogle af resultaterne.
Eva Hurtigkarl - SPIS MED
Kokken Eva Hurtigkarl er ud af en kokkefamilie, så hun er vokset op med hjemmelavet mad og gæster. I dag er hun selv den værtinde, der kan kunsten at stå for en middag og alligevel have overskud til sine gæster.
”De to små ord ’spis med’ kan gøre en verden til forskel. Mit hjem er altid åbent, og alle må altid spise med”, siger hun
Spis med indeholder 44 opskrifter på store som små retter. Her er mad til fester, til hverdagene – og til sidst måneden, når budgettet er stramt. Bogen er også med sjove, enkle, festlige ideer, der løfter humøret omkring bordet. Ligesom Eva Hurtigkarl præsenterer en overraskende sans for farver, mønstre og symmetri serveret på en tallerken.
Som hun siger: ”Lån lidt af mine farverige tricks, men hold fast i det vigtigste: Mad er en kærlighedsgave, men det er først en gave, når vi reelt sætter os ved bordet.”
Eva Hurtigkarl er kok for det internationalt anerkendte modebrand Ganni, der i 2023 blev kåret som en af verdens hundrede mest indflydelsesrige virksomheder.