Forfattermorgen: Mød Emma Rosenzweig og Flemming Møldrup

Onsdag d. 4. september kl. 8.30 - 9.00
Gyldendals hjørne - Klareboderne og Pilestræde, 1115 København K
Gratis adgang - ingen tilmelding nødvendig

  

Vær med når Gyldendal inviterer til Forfattermorgen! Mød to aktuelle forfattere til en skarp og inspirerende samtale på hver 15 minutter om deres nye bøger. 

Køb de to bøger med 20% rabat og få dem signeret af forfatterne.

Der er gratis kaffe og croissanter. 

Om Emma Rosenzweig

Emma Rosenzweig er uddannet fra kunstakademiet Städelschule i Frankfurt og hendes forfatterdebut, JEG GIVER ALT VÆK, er en spøgelseshistorie om besættelse, mødre og døtre og de porøse grænser mellem had og kærlighed, begær og vanvid.
Jeg giver alt væk

Jeg giver alt væk

I et stort hus går en ung kvinde rundt, svimmel af kærlighed og skæv i kroppen af søvnløshed. Hun er flyttet sammen med en mand, der er meget ældre end hende, og nu skal hun finde sig selv i klichéen om den unge kvinde, der har ødelagt en familie. Overalt i huset finder hun spor af det liv, der lige har været her: billeder, et stykke sæbe, en enkelt sort silkekjole – er tingene efterladt som et tegn til hende?

Mens hun forsøger at gøre huset til sit, rydde ud og gøre rent, jager en ny slags smerte igennem kroppen, hendes hår begynder at falde af, hun hører lyden af sit eget skelet og så en kvindestemme, dyb som hendes mors, der taler til hende.

JEG GIVER ALT VÆK er en spøgelseshistorie om besættelse, mødre og døtre og de porøse grænser mellem had og kærlighed, begær og vanvid.

Om Flemming Møldrup

Arbejder som tv- og podcast-vært, holder foredrag og er forfatter. Flemming Møldrups erindringsværk, HAR DU SET MIN FAR, er et forsøg på at finde fodfæste i sit ophav. For hvem er man egentlig, når man hører til to steder? Det er en hyldest til alle børn af to kulturer og en lidt besværet kærlighedserklæring til Israel. 
Har du set min far?

Har du set min far?

Da Flemming Møldrup i 2017 tager til sin fars begravelse i Israel, får han en lyserød plastikpose med billeder, som faren har gemt fra deres sporadiske møder i Danmark og Israel.

De to har aldrig boet sammen, og efter begravelsen kan Flemming pludselig mærke, hvordan den manglende relation til faren trænger sig på. Hvem var han egentlig? I sin søgen efter at lære sin far bedre at kende rejser Flemming Møldrup tilbage i familiehistorien. Herved får vi den store historiske fortælling fortalt gennem én families kontrastfyldte historie: mellem danske Flemming Møldrups opvækst hos en enlig mor i Aarhus og hans velhavende israelske familiemedlemmer, der i dag bor i London, Paris og New York og tager hjem til Israel på ferie i deres store villaer. Mellem hans bedsteforældre, der som arabiske jøder flygtede fra Marokko til Israel og drømmen om et frit liv i en jødisk stat til det nutidige Israel, der er hårdt mærket oven på terrorangrebet 7. oktober.

Bogen er Flemming Møldrups forsøg på at finde fodfæste i sit ophav. For hvem er man egentlig, når man hører til to steder? Det er en hyldest til alle børn af to kulturer og en lidt besværet kærlighedserklæring til Israel.