Bogsnak - med Sara Ejersbo

Det allerbedste ved bøger er ... at de bare står der på hylden og lokker og kan rumme alle de eventyr og vilde oplevelser og følelsesmæssige rutsjeture, man overhovedet kan forestille sig. Der er simpelthen intet, der slår følelsen af at have fundet det helt rigtige bogunivers, og jeg kan gå og glæde mig hele dagen til at kunne forsvinde ind i det igen om aftenen inden sengetid.

Sara Ejersbo De bøger, jeg fik læst højt som barn var ... mange og meget forskellige, men nogle af dem, jeg husker bedst, er Astrid Lindgrens. Både Brødrene Løvehjerte og Ronja Røverdatter. Og så selvfølgelig Ole Lund Kirkegaard. Jeg var så vild med bøger, at jeg slet ikke kunne nøjes med at få læst højt hver aften, og det var ikke altid, jeg kunne lokke mine ældre søskende til at læse for mig. Derfor lærte jeg meget tidligt at læse selv, så jeg kunne fortære bøger i mit eget tempo.

En bog fra min barndom, jeg gerne vil give videre til mine børn, er ... Halfdan Rasmussens ABC. Jeg elsker den bog og kan hvert eneste rim udenad, så hver aften når vi børster tænder, må de vælge bogstaver, og så siger jeg rimet.

For tiden kan vi i min familie bedst lide at læse ... bøger med store, flotte billeder, som for eksempel Mimbo Jimbo og den lange vinter eller Mu-mi-bøgerne. Det er ret utroligt, men de kan altså fungere for en på 7 og en på 2,5 år på samme tid! Når jeg læser med børnene hver for sig, kan den lille til gengæld godt lide noget genkendeligt fra hverdagen som bøgerne om Totte og Lotte eller Carl-bøgerne, og den store er rigtig glad for magi, så vi har slugt Mirja-bøgerne og er nu gået i gang med Det hemmelige rige.

Mine børn elsker, når jeg læser højt fra ... bagsideteksterne på alle mulige bøger henne på biblioteket. Det elsker jeg også selv. Så får man et lille kig ind i, hvad der udspiller sig af historier inde bag det omslag, og vi falder altid over noget, der lyder så spændende, at de insisterer på, at vi må sætte os og læse den med det samme. Når jeg læser højt, foregår det ofte ...om morgenen, lige efter vækkeuret har ringet. Det har været fast i rutine i lang tid. Så kommer børnene ind at ligge i dobbeltsengen, og så læser vi lige et par bøger, inden dagen for alvor går i gang. I weekenden kan vi bare læse løs, indtil de ikke gider mere. Jeg er ikke kæmpe fan af at lege med klodser eller Playmobil, men jeg siger sjældent nej til at læse højt!

Jeg siger sjældent nej til at læse højt Jeg griner altid, når jeg læser ... Ole Lund Kirkegaard. Både historierne og illustrationerne er simpelthen så sjove og skæve, også selv om det er farvet af den tid, det er skrevet i. Det er så dejligt at kunne mikse det nye med klassikerne, så ens børn får lidt af det hele. Min datter spurgte, om det var et barn, der havde lavet tegningerne til Gummi-Tarzan. Det var en skæg anledning til at snakke lidt om udtryk, og at alt ikke behøver være smukt, især ikke hvis det skal være sjovt.

Hvis jeg fik muligheden for at leve én dag som en karakter fra børnelitteraturen, ville jeg være ... Morrigan Crow fra Nevermoor-serien. Hvem vil ikke gerne have voldsomme og mystiske magiske evner og så endda ride på en kæmpekat? Det ville heller ikke være tosset at være Mimbo Jimbo i en dags tid? Bare for at prøve det gå-hus!

Det er fedt at skrive bøger til børn, fordi ... man kan digte nutidige versioner af alt det, man selv har elsket allerhøjest som barn. Jeg var kæmpe fan af detektivserier og slugte både De fem, De tre detektiver og alt, hvad jeg ellers kunne finde af mysterier på biblioteket. Selv om det stadig er skønne historier, er det også tydeligt, at de foregår i en anden tid. Derfor har jeg skrevet Pigeliv Mysterier - for at prøve at lave noget tilsvarende, men som foregår i børnenes egen tid, så de måske kan genkende mere af deres egen hverdag i bøgerne.