Bogsnak - med Kristian Gintberg

Han griner af Strids tegninger, kunne godt tænke sig at besøge Mumi-dalen og elsker bøger skrevet af nørdede og interessante mennesker. Læs mere om forfatter og tv-vært Kristian Gintbergs forhold til børnebøger her.

Af Sisse Tvegaard Andersen

Kristian Gintberg Det allerbedste ved bøger er ... At alle kan skrive dem. Forstået på den måde, at du ikke behøver kunne stå på en scene for at skrive. Der er så mange interessante mennesker i verden med noget på hjerte, som er megagode til at skrive både fiktion og fakta. Jeg elsker at opdage nye bøger, som nørder specifikke emner. Det er det bedste ved bøger. De er talerør for mange interessante mennesker.

De bøger, jeg fik læst højt som barn, var ... Bl.a. PEDERSEN OG FINDUS. Dem elskede jeg (og gør det stadig). Både tegninger og tekst er herlige. Min mor læste også en historie om livets opståen, der hedder 'Lungefisken Columbus', om da livet vandrede fra hav til land. Den er helt fantastisk. Jeg fik også læst både ODYSSEEN og ILIADEN højt og er stadig stor fan.

Den bedste bog, som jeg selv læste i min barndom, var... EN VERDENSOMSEJLING UNDER HAVET af Jules Verne. Jeg har ikke læst den siden, men husker den som en helt fantastisk historie. Der er noget ufomagi over den. Et fremmed fartøj som smadrer en masse skibe, en gådefuld kaptajn og store søuhyrer.
 
En bog fra min barndom, jeg gerne vil give videre til mine børn, er ... ODYSSEEN og ILLIADEN. Det er simpelthen bare nogle fantastiske historier. Og så har de samtidig så mange lag. De er også rigtig gode at kende, når man spiller Bezzerwizzer og den slags spil. Der er altid liiiiige et spørgsmål om Medusa eller Kyklopen.

For tiden kan vi i min familie bedst lide at læse ... En bog om inkaerne, jeg har lånt på biblioteket. Min søn på 2,5 er egentlig ligeglad med teksten, men midt i bogen er der sådan et pop-up/fold ud inka-slot, som han er helt oppe at køre over og råber "INKA-SLOT! INKA-SLOT!". Så leger vi, at der bor en Lego-mand i det.
Det er vigtigt at holdefast i sin nysgerrighed!
Min søn elsker, når jeg læser højt fra ... MIN MORMORS GEBIS af Jakob Martin Strid. Lige for tiden er det den med Medister Minister Fister, som hitter mest. Han synes, det er sjovt, at de medister-stjælende nudister har bare tissemænd.

Når jeg læser højt, foregår det ofte... i soveværelset hvor vi læserLOTTES LILLEBROR ER SYG. Den har vi læst hver aften i 1 år nu. Jeg kan den udenad. Min søn elsker Lotte-bøgerne. Vi har begge lært, at tandlægen engang puttede amalgam i tænderne på folk. Det er et godt ord. Amalgam. Ingen af os aner, hvad det er.

Jeg griner altid, når jeg læser ... Jakob Martin Strid. De har den helt rigtige kombination af gakkethed og poesi. Og så elsker jeg, når en bog er sjov, inden man overhovedet har læst et ord. Tegningerne er lige mig.

Jeg kan ikke lide bøger, der ... Ikke kan læses med én hånd. Nogle bøger er lidt irriterende bundet ind, så de ligesom lukker sig af sig selv hele tiden. Det kan være svært at styre med et barn på armen eller mens man tager noter. Da jeg skrev den første KRISTIAN PÅ SPORET-bog, gik jeg derfor meget op i, at denne ikke måtte lukkesig selv i.

Hvis jeg fik muligheden for at leve én dag som en karakter fra børnelitteraturen, ville jeg være ... Den er svær... måske Mumi-mor. Hun virker simpelthen så rolig og sympatisk. Og så ville jeg kunne gå på opdagelse i Mumi-dalen, som har den der mærkelige stemning af idyl blandet med mareridt. Det må være spændende.

Det er fedt at skrive faktabøger til børn, fordi ... Jeg bliver klogere sammen med børnene. Jeg er meget nysgerrig af natur og elsker at lære nye ting. Den nysgerrighed deler jeg med mange børn. Jeg tror, det er vigtigt at holde fast i sin nysgerrighed. Det er den bedste måde, vi kan forstå hinanden og verden omkring os på