Vi markerer vores 250 års jubilæum med fejring af læsernes yndlingsbøger

Gyldendals 250 års jubilæum fejres med Jubilæumskollektionen – en samling af de ti klassiske bøger af danske forfattere, læserne har kåret til at være deres største læseoplevelser nogensinde. Jubilæumskollektionen er en foreløbig kulmination på Gyldendals jubilæumstiltag Længe leve læselysten.

Gyldendal 

I foråret udvalgte Gyldendal 50 titler af danske forfattere på tværs af skønlitteratur, nonfiktion og børne- og ungdomslitteratur. Bøgerne blev præsenteret på forlagets hjemmeside, hvor man kunne kåre sin egen største læseoplevelse blandt udvalget af bøger, der har vist sit tidløse værd: Fra Rifbjerg og Reuter, Brøgger og Bryld til Strid og Sonnergaard, Blixen og Brinkmann. Tæt på 40.000 danskere besøgte afstemningen, og 12.000 af disse valgte at motivere deres største læseoplevelse skriftligt.

Det er der kommet et hav af historier ud af. Historier, der understreger, at læselysten stortrives overalt i landet, og som rummer eksempler på, at læsning ligefrem kan være livsforandrende. En af dem, der har deltaget i afstemningen, er af Gyldendal blevet kåret som vinder for sin motivation af valget af den store læseoplevelse med Troels Kløvedals Kærlighed, kildevand… og det blå ocean: »Den fik mig til at beslutte at sejle jorden rundt. Så det gjorde jeg: jeg blev gast på et sejlskib, fik mange fantastiske, grusomme og smukke oplevelser og blev kæreste med kaptajnen, som jeg senere blev gift og fik børn med,« siger vinderen.

Følgende ti titler er af læserne blevet udpeget som de yndlingsbøger, der udgør Jubilæumskollektionen:

  • SILAS OG DEN SORTE HOPPE af Cecil Bødker
  • UNDTAGELSEN af Christian Jungersen
  • DEN AFRIKANSKE FARM af Karen Blixen
  • KÆRLIGHEDEN, KILDEVANDET… OG DET BLÅ OCEAN af Troels Kløvedal
  • DE SMÅ SYNGER af Gunnar Nyborg-Jensen
  • VI, DE DRUKNEDE af Carsten Jensen
  • GUMMI-TARZAN af Ole Lund Kirkegaard
  • PROFETERNE I EVIGHEDSFJORDEN af Kim Leine
  • BARNDOMMENS GADE af Tove Ditlevsen
  • NORDKRAFT af Jakob Ejersbo

»Når man ser de værker, læserne har udvalgt, er det som et se et overblik over alt det, der har optaget os de sidste næsten 100 år – fortællinger om klasse, køn og drømme, fra Afrika til Vesterbro, fra hård realisme om narkomaner til store drømme på oceanerne, om Danmarks kolonifortid, om Danmark som en ø i verden, om arbejdspladsen som kampplads. De her bøger har som magneter samlet og formet deres samtid og gået lige ind i vores bevidsthed som samtalepartnere, pejlemærker og spejle for vores liv. Og nogle af romanernes karakterer kender vi måske endda bedre end vores nærmeste, for i litteraturen kan vi møde hinanden og tale om de mest intime ting i livet,« siger Simon Pasternak, forlagschef, Gyldendal Skønlitteratur.

Der er tre børnebøger på listen. Det er ifølge Lotte Hjortshøj, forlagschef, Gyldendal Børn & Unge, ikke overraskende, at mange af os kommer til at tænke på en børnebog, når vi overvejer, hvilken bog der har haft størst betydning for vores liv:

»Mange af de børnebøger, vi vælger at læse for vores børn, er bøger, vi husker fra vores egen barndom. Det er bøger, der gjorde så stort et indtryk på os, at de lever videre i os selv flere årtier senere. Ofte er det bøger, vi har læst eller fået læst igen og igen; bøger, der har ramt noget i os, som vi kunne relatere til, som har givet os mulighed for at møde verden i øjenhøjde. Det er bøger, der fremkalder minder om hyggelige stunder, følelsen af fællesskab og tryghed – og oplevelsen af noget sjovt, sørgeligt, spændende eller gribende. Det er gode historier, vi aldrig har glemt,« siger Lotte Hjortshøj.

Find hele kollektion her