Den ubemidlede hovedperson forsøger at få styr på sit liv, mens han rider byen tynd for lejekontrakter. Håbet er at slå rod, så en tilværelse kan begynde. Risikoen er at ende på gaden. Virkeligheden er et opslidende sted midtimellem. Hovedpersonen skralder og tager vikarjobs, mens han og hans nærmeste skubbes rundt mellem midlertidige lejemål og suspekte udlejere.
”Vi er bohemer” er en humoristisk og nøgtern historie om at finde sig selv i hovedstaden og om at stole på sit held i håb om en bedre fremtid. En skildring af tilværelsen på kanten af samfundet og af underfundige venskaber.