Det er mørkt i Lars Skinnebachs nye digtsamling, I LY.
Hvor er vi? I en hukommelsesløs tilstand mellem syndfloderne, måske. En mor er død og har efterladt en livsform, der hele tiden må søge ly for den penetrerende sol. Efter at være kravlet ned gennem halsen på en underjordisk kæmpekrop befinder livsformen sig pludselig i et erindringsrum med vold og misbrug. Et barndomshjem for et flerkønnet barn. Kan man nogensinde komme rigtigt i ly? I digtene findes måske et bud på, hvordan man gennem drømme og visioner kan besøge og forsvinde ind i andre dimensioner.
