Elias Sadaq
Elias Sadaq, f. 1994, er forfatter og dramatiker og har senest været aktuel med forestillingen Fremmedlegionen, som i 2023 blev opsat på Den Danske Scenekunstskole i Aarhus, hvor han er elev.
I marts 2024 udkom Elias Sadaq med DJINN - en digtsamling om besættelse og begær.
Fotograf: Sara Galbiati, Gyldendal Medie, 2024
Information
I sin nye digtsamling Djinn skriver Elias Sadaq flammende vigtigt om sort magi, bælteslag og livet som muslimsk sodomit (…) når Sadaq skriver allerbedst, burde hans digte gjalde ud fra alle landets kirketårne, minareter og inkompetente rådhusklokker.
Litteratursiden.dk
Med den stærke digtsamling Djinn cementerer Elias Sadaq sin plads i det litterære landskab og retten til at være queer og muslim. (…) min første gennemlæsning af Djinn efterlod et meget stærkt indtryk, som vil blive siddende i lang tid. Da jeg efterfølgende slog flere af ordene op, mit arabiske er ikke stærkt, åbnede det nye betydningslag i flere af digtene. Med Djinn er Elias Sadaq for alvor trådt ind i vores bevidsthed, og jeg glæder mig til at læse mere fra hans hånd.
POV International
Elias Sadaq skriver debatskabende digte (…) Djinn er lidt af et knytnæveslag. En fortælling om at være homoseksuel og queer i et islamisk trossamfund, en drøm om at ”danse rundt i kjole og bare fødder”, en drøm om kærlighed. Alt dette udfolder sig, imens vold, sorg, lidelse, ømhed og sæd drypper ned langs siderne. Det er ikke for de blufærdige, men projektet er både modigt og ærværdigt (…) Når digtene er bedst, er de virkelig gode. Og når de er grummest, er de svære at ryste af sig (…) for nogle læsere kan digtene måske være det spejlbillede, det unge digterjeg i sin tid savnede – og dermed tror jeg, at missionen er fuldført.