Anne Lise Marstrand-Jørgensen
Anne Lise Marstrand-Jørgensen, født 1971, er cand.mag. i litteraturvidenskab. Hun debuterede som forfatter i 1998 med digtsamlingen VANDRING INDEN OPHØR. Siden har hun udgivet flere digtsamlinger og romaner - herunder især de to meget populære bøger om den tyske nonne, læge og komponist Hildegard af Bingen. HILDEGARD I og HILDEGARD II udkom i henholdsvis 2009 og 2010. Efterfølgende har Anne Lise Marstrand-Jørgensen skrevet HVAD MAN IKKE VED fra 2012 om en familie i opløsning samt den selvstændige romanfortsættelse HVIS SANDHEDEN SKAL FREM fra 2013. I 2015 udkom romanen DRONNINGEN AF SABA & KONG SALOMON, og i 2017 var hun aktuel med romanen SORGENS GRUNDSTOF. MARGRETE 1 (2020) var en stor roman om og et psykologisk portræt af Margrete I (1353-1412), og SANGE OM STILHED OG HJEM (2022) var en grum og håbefuld fortælling om at bære andres liv i sine hænder. I 2023 stod hun bag teksterne til bogen TOVE DITLEVSEN I BILLEDER.
I 2024 udkom den anmelderroste roman RÆVEÅR - en kollektivroman om kvinder i 1700-tallet, der lever et stilfærdigt, dramatisk liv på Læsø, hvor man kun kan overleve ved at holde sammen.
Anne Lise Marstrand-Jørgensen modtog i 2009 Weekendavisens Litteraturpris for HILDEGARD.
Foto: Sara Galbiati, Gyldendal Medie 2022