Carsten Jensen
Carsten Jensen, født 1952, er en dansk forfatter, journalist og adjungeret professor ved Syddansk Universitet. Han har udgivet en række romaner, kritiske essays, artikler og rejsebøger. Carsten Jensen fik sit store folkelige gennembrud med rejsebøgerne JEG HAR SET VERDEN BEGYNDE fra 1996 og JEG HAR HØRT ET STJERNESKUD fra 1997 og med romanerne VI, DE DRUKNEDE fra 2006 og SIDSTE REJSE fra 2007 er Carsten Jensen blevet en af Danmarks mest læste nulevende forfattere.
Gennem årene har Carsten Jensen placeret sig som en central kritiker af tidsånden. Det kommer blandt andet til udtryk i essaysamlingen ÅR TO OG TRE fra 1999, OPRØRET MOD TYNGDELOVEN fra 2001 og LIVET I CAMP EDEN fra 2004, hvori Carsten Jensen kommenterer aktuelle tendenser og hændelser.
I 2015 udgav Carsten Jensen romanen DEN FØRSTE STEN. Det er en barsk fortælling om, hvad krig gør ved mennesker, som lever tæt sammen i konstant livsfare, om venskaber, forræderi og katastrofer. I 2016 er Carsten Jensen sammen med norske Anders Hammer aktuel med bogen KRIGEN DER ALDRIG ENDER - REPORTAGER FRA AFGHANISTAN. En indgående og
perspektivrige status over, hvor Afghanistan befinder sig efter invasionen. I 2013 og 2016 rejste de to sammen til landet for at besøge skoler, hospitaler, retsbygninger og fængsler og ikke mindst tale med nogle af de mennesker, der har været og stadig er dybt berørt af krigen.
Carsten Jensen har modtaget flere priser, bl.a. Olof Palmeprisen i 2010, og i 2012 blev han tildelt Søren Gyldendal Prisen. Carsten Jensens romaner er solgt til oversættelse i en lang række lande.
Foto: Isak Hoffmeyer, 2015