Søren Ulrik Thomsens første digtsamling i ni år handler om død og erindring og om at have øjnene åbne for alt det, der stadigvæk er tilbage.
- nu har jeg grædt mig gennemdine seneste digte.R.jeg elsker regnjeg kan faktisk bedst li' regnisær den regn der kommer lige efter solsom de tårer der kommer lige efter lykkeR.
Sidder med Rystet Spejl i hænderne, og dirrer let. Som altid når jeg skal læse digteren, er det med lidt ængstelse at jeg åbner en samling. Og hvorfor det? Han minder mig om at jeg skal leve mit liv, han minder mig om at det kommer til at gøre ondt, mere end jeg måske tror jeg kan klare og endnu engang føler jeg en sammenhørighed med digterjeget, som jeg smelter sammen med medens bogen er åbnet. Som altid er jeg lettet når jeg lukker en digtsamling af Søren Ulrik Thomsen. Endnu engang er jeg blevet bevæget, forundret, og måske har jeg fået revet gulvtæppet væk under mig for en stund. Jeg har også mistet en kat, den største sorg i verden for mig, hun blev 16 år, præcis som Kis blev det, som på sin sidste rejse gennem byen blev fragtet i en papkasse, lig den papkasse hun lå i - da digteren modtog hende som killing. Hvis jeg tog et spejl i hænderne nu, ville det ryste. Søren Ulrik Thomsen har igen overgået sig selv.
Nu er du på forlaget Gyldendals hjemmeside.
Her kan du læse om bøger, se film om litteratur, anmelde og komme i dialog med forfatterne.
Vi håber, at du finder den bog, du leder efter.