Forfattere | Gyldendal

Sonja Hauberg

Sonja Hauberg (1918-47) voksede op på en gård i Nordsjælland; hendes arkitektfamilie tilhørte en generation af intellektuelle, der i 1920’erne drømte om en mere harmonisk tilværelse på landet, men da landbrugskrisen knuste drømmen, flyttede familien til Skovshoved. Hun blev student, læste sammenlignende litteratur på universitetet og romandebuterede med den ikke videre bemærkelsesværdige kærlighedsroman Hvad vil du mig! i 1942. Sit gennembrud fik hun med romanen Syv Aar for Lea, 1944, en kvindelig opvækstroman, der beskæftiger sig med de vanskelige vilkår for kvindelig identitetsdannelse, tidens betydeligste ved siden af Tove Ditlevsens Barndommens Gade. I 1947 var Sonja Hauberg medarrangør af en forfatterkongres i Helsingfors med sovjetiske og nordiske kolleger. På rejsen blev hun smittet med tyfus og døde kort efter hjemkomsten. Hun efterlod sig romanen April, der blev udgivet posthumt i 1961.

Bøger af denne forfatter