Alting har sin pris

Lotte og Søren Hammer

Bedøm ved at klikke på stjernerne
Find forhandler!
Del
0 Artikler
3 Kommentarer
 Print

 

På den grønlandske indlandsis finder en miljødelegation et over femogtyve år gammelt lig af en yngre kvinde. Konrad Simonsen bliver sendt af sted til Grønland for at rede trådene ud. Kvinden er blevet myrdet – og det på en måde, der vækker onde minder om en gammel sag hos Simonsen. Både offer og metode er slående ens, og Simonsen må sande, at den tidligere hovedmistænkte nu er renset for enhver mistanke - vel at mærke ti år efter, at han begik selvmord netop som politiet skulle til at anholde ham. Sammenfaldene mellem de to mord får Simonsen og hans hold til at lede efter flere lignende tilfælde, og det står hurtigt klart for dem, at sagens omfang er langt større, end de frygtede. Samtidig er der ualmindelig stor interesse for sagen fra allerøverste hold i Statsministeriet. Alting har sin pris er andet bind i søskendeparret Hammers krimiserie med chefkriminalinspektør Konrad Simonsen og hans team fra drabsafdelingen.

Fakta om bogen
TypePrint
ISBN9788702089950
Udgave1
Udgivet2010
Sider448
Illustrator
OmslagsgrafikerPeter Stoltze
 
 
 
 

Pressen skrev:

  • “Hammer & Hammer har skrevet sig selv direkte ind i toppen af det danske krimiparnas med to bemærkelsesværdige historier i ét og samme år. Flot!
    Også denne gang spilles der på spændingen mellem det private og impulsive og det offentlige og overvejede. Og også denne gang er der et betydeligt sprogligt overskud.
    * * * * * Lars Ole Sauerberg, Jyllands-Posten
  • Det er igen godt gedigent håndværk, som forfatterne har leveret (...) masser af hæsblæsende spænding, så det er meget nemt at lade sig rive med af handlingen - hvilket selvfølgelig gør, at bogen er svær at slippe.
    Susanne Kaalby, Jydske Vestkysten

     I vores bøger har vi en gennemgående bifigur, der hedder Stephan Stemme. Nogen synderlig funktion har han ikke, og kun ihærdig insisteren fra vores side har reddet ham fra at lade livet for vores redaktørs skarpe røde kuglepen. Men internt – os i mellem – har Stephan Stemme fået substans, idet vi bruger ham som ventil, når vi fra tid til anden har brug for en pause i det mere alvorlige arbejde med at skrive bøger. Således har Stephan Stemme med tiden begået en del dårlige digte, indtalt en række underlige historier samt skrevet essays af tvivlsom – for ikke at sige fornærmende ringe – kvalitet.
Temaet i vores seneste bog, Ensomme hjerters klub, er tresserne, der som bekendt faldt lidt skævt, nemlig fra ca. 1967 – 73. En herlig periode, hvor mange ting ændrede sig, socialt, kulturelt og politisk. Selv humoren blev fornyet i de år, da Monty Phyton med deres rablegale flyvende cirkus lærte verden at grine af det meningsløse. Vores pingvinteater, hvor Stephan Stemme er hovedfigur, læner sig op ad denne absurde tradition.

 
 
 
 
 
 
 
 
Hør et klip fra lydbogsudgaven af Alting har sin pris
Din kommentar 
Du skal være logget ind for at kommentere. Log ind her
Alle kommentarer (3)
Monalogen
16. januar 2011

Da jeg var færdig med at læse bogen sad jeg med en lidt underlig følelse tilbage. Jeg synes den var svær at komme i gang med - den greb mig ihvertfald ikke. Jeg blev dog mere og mere overbevist jo mere jeg læste og til sidst kunne jeg ikke lægge bogen fra mig. Desværre tog bogen en drejning til sidst, hvor jeg blev godt gammeldags forarget og det ødelagde faktisk hele bogen fra mig. Desværre. Jeg kunne til gengæld godt lide konceptet i at det var "omvendt krimi", hvor efterforskningteamet hurtig får sporet sig ind på morderen og man herefter fulgte teamets arbejde med at samle beviser mod den skyldige. Dejligt opfriskende ift. de mange andre krimier, der jo efterhånden findes på markedet, hvor man efterhånden sporer sig ind på morderen. Jeg har ikke læst krimiseriens første bog Svinehundene, hvilket er meget ulig mig, da jeg helst vil læse serier som en sammenhæng. Men heldigvis er bogen bygget sådan op, at det ikke gjorde noget. Der var ihvertfald ikke noget jeg følte jeg gik glip af, fordi jeg ikke havde læst den første bog i serien. Til gengæld bliver bogen til tider lidt for teknisk uden at forklare det helt i dybden. F.eks. måtte jeg læse afsnittet, hvor teamet sporer sig ind på morderen rigtig mange gange uden helt at forstå hvorfor de nærmest helt fra starten mener det er ham. Forfatterne får simpelthen ikke forklaret det godt nok for os - mig - der ikke er helt vildt gode til det der med længde- og breddegrader. Alt i alt er den en god krimi, men desværre så betød slutningen af bogen at jeg ikke er overbevist om jeg skal læse resten af serien. Jeg er stadig i tænkeboks. ;)

Anette
9. januar 2011

Jeg er rigtig glad for at have læst Alting har sin pris. Bogen levede op til alle forventninger om en krimi. Der var spænding, der var uhygge, der var en skummel forbryder og der var efterforskende politifolk.

Jagten på morderen bliver meget intens, og flere forbrydelser dukker op. Og sagen får også politisk bevågenhed, der giver fortællingen et ekstra lag. Samtidig med politiets jagt, følger man også morderens og hans gerninger og tanker, og det er rigtig interessant, og denne dobbelte handling gør bogen vanvittig spændende, og eg havde meget svært ved at slippe bogen gennem de sidste 100 sider.

Det jeg bedst kunne lide ved bogen var, at man virkelig kommer ind bag personerne, særligt politifolkene, man kan virkelig mærke, hvordan de har det, hvornår de er angste, spændte eller nervøse.

Bogen er toer i serien om Simon og hans politihold. Jeg har ikke læst den første bog, men jeg har ikke følt, at der var ting, som jeg manglede at vide for at kunne læse bogen. Der var enkelte henvisninger til personlige oplevelser i den første bog, men de blev underbygget, så jeg kunne sagtens få hold på personernes baggrund og historier.

Det er meget anbefalesesværdig krimi med fart over feltet og spænding.

abni
6. januar 2011

Fangende og isnende kriminalroman

Den nyeste roman fra forfatter-søskendeparret Lotte og Søren Hammer, Alting har sin pris, er en overordentlig velskrevet roman, der fanger læseren fra første side og holder dem fast til sidste punktum. Undervejs på vejen møder vi en række interessante og velbeskrevne personer – chefkriminalinspektør Konrad Simonsen og hans hold i drabsafdelingen hos Københavns Politi, og gennem dem får vi et realistisk indblik i politiets svære arbejde, der ikke blot handler om at finde frem til gerningsmanden til de grusomme mord, der er omdrejningspunktet i romanen, men også at få samlet tilstrækkeligt med beviser til at få ham arresteret og dømt – inden det er for sent.

Forfatterne evner med sikker hånd at holde spændingen hele vejen gennem bogen, og jeg indrømmer gerne, at de sidste kapitler blev læst en meget sen nattetime, da jeg var helt ude af stand til at lægge bogen fra mig, inden jeg havde fået det sidste med. Dog synes jeg også, at slutningen – på trods af den gennemførte spænding – er bogens svageste punkt, da forfatterne her skifter en smule stil og i nogle passager mere fortæller handlingen i stil med en filmisk montagesekvens af enkeltstående korte scener frem for at følge personerne helt tæt på i længere scener, som det sker i hovedparten af romanen. Dette skyldes formodentlig, at handlingen her finder sted på flere steder på én gang, og denne ’sammenklipning’ bidrager da også til den øgede spænding – men i mine øjne på bekostning af den nærhed, som andre passager giver. Dette er dog ikke noget stort kritikpunkt og skal bestemt ikke afholde nogen fra at læse bogen.

Sprogligt er romanen også en fornøjelse, hvad enten det drejer sig om beskrivelserne af landskaber, personer eller begivenheder (smukke såvel som grusomme), eller om dialogen mellem personerne, der ofte er knivskarp og yderst realistisk. Personskildringerne er afrundede og velgjorte, og læseren føler med Konrad og hans hold gennem alle de personlige og professionelle udfordringer, de gennemgår i bogen, både når det går godt og, måske især, i de situationer, hvor fortidens og nutidens fejltrin viser sig at have store og forfærdende konsekvenser. Gerningsmanden skildres også med isnende realisme, der nok vil kunne få en læser eller to til at kigge døre og vinduer efter en ekstra gang, inden man lægger sig til ro.

Alting har sin pris kan bestemt anbefales til de lange vinteraftener, og personligt venter jeg allerede utålmodigt på søskendeparret Hammers næste roman!

Artikler (0)

Delt på Facebook

 

DEN STORE DANSKE

Søg i Gyldendals åbne encyklopædi
Søg knap
Med flere end 160.000 artikler er Den Store Danske Danmarks største online-leksikon. Søg her og få svar.

Log ind

Få mulighed for at kommentere på bøger.
Brugernavn
Password

Opret profil

Få mulighed for at kommentere på bøger.
Brugernavn
E-mail
Password

Glemt password

Indtast din e-mail, og vi sender dine info.

Slet profil

Indtast din e-mail.
E-mail

Tilmeld nyhedsbrev

Indtast din e-mail-adresse for at tilmelde dig nyhedsbrevet.
E-mail

Forlaget Gyldendal – hvor forfatterne er

Gyldendal.dk

g.dk – Gyldendals internetboghandel
- er nedlagt pr. 1. maj 2013.

Nu er du på forlaget Gyldendals hjemmeside.

Her kan du læse om bøger, se film om litteratur, anmelde og komme i dialog med forfatterne.

Vi håber, at du finder den bog, du leder efter.

Velkommen til!