Hippie 2

God bog

Anmeldelse af ”Hippie 2” af Peter Øvig Knudsen.
Det er et imponerende, nærmest overvældende værk at give sig i kast med. Det selvom jeg havde læst ”Hippie 1” i forvejen og derfor havde en klar forventning om, at fortsættelsen også ville være en fornøjelse at læse.
Bogen er godt skrevet, medrivende og jeg er hele tiden nysgerrig efter, hvad der står på den næste side og den næste og den næste. Billedmaterialet i sig selv er mildt sagt imponerende. Det er lige før det udgør en bog i sig selv. Der ligger helt tydeligt et stort arbejde bag hele bogen. Et kæmpe researcharbejde efter så mange skriftlige og mundtlige kilder som muligt.
Særligt de mundtlige kilder udgør en betagende del af bogen. De personer var jo selv vidner til begivenhederne og deres beretninger er både interessante og vigtige, som tilføjelse og udvidelse af de skriftlige kilder. Det er ikke uproblematisk at benytte interviews med deltagere. Slet ikke fordi de interviews ligger så langt fra begivenhederne i tid som de gør. Det ved enhver historiker, eller andre med kildekritisk forståelse, og Peter Øvig Knudsen gør da også selv opmærksom på de forskellige faldgruber. Det at bogen, bøgerne, gør så rigt brug af erindringsmateriale har også afført en del debat i tiden omkring udgivelsen. Havde forfatteren nu fået nok med og holdt den rette vinkel på begivenheder og personer. Jeg har ikke fulgt specielt tæt med i debatten om brugen af kilderne og den udvælgelse og vinkel der uværgeligt er en del af arbejdet med ”Hippie 1 & 2”. Jeg ville gerne læse bogen upåvirket af den diskussion. Dog har jeg forståelse for, at det for en person der stod midt i det hele, kan være underligt at læse Peter Øvig Knudsen trække tråde over til Blekingegadebanden. Især hvis man ikke selv opfatter de tråde som eksisterende.
Trådene til mørke dele af samfundet og individer kan være reelle nok. De kan bare være vanskelige at opdage, når man selv er en del af det. Blekingegadebanden er næppe heller en gruppe mange ønsker at blive sat i forbindelse med. Hvor svag en forbindelse det end måtte være. Det er en svær balance, men dog en balance jeg synes Peter Øvig Knudsen formår at holde. Jeg synes bogen formidler et nuanceret billede af hele hippiebevægelsens nogenlunde ens udspring og udvikling i mere og mere forskellige retninger og konsekvenser. Retninger og konsekvenser som kan synes uhyre forskellige. Ikke mindre forskellige når udgangspunktet synes noget mere homogent.
Dog kan jeg godt være lidt ked af opdelingen i en hvid og en sort bog, i fordele og bagsider, i det gode og det onde. Det kan gøre forskellene unødvendigt optrukne og virke nærmeste dæmoniserende på visse aspekter af hippiebevægelsen. Det kan godt betyde et lidt for opdelt værk, som ellers er dejligt ikke-kronologisk og ikke hårdt opdelt i før og nu. Netop det flow jeg oplever i bogen, når den skifter mellem fortællingen om begivenheder i løbet af de enkelte dage Thelejren forløb over, og kapitler med utidige interview og spor til før Thylejren, synes jeg er et af bogens helt store styrker. Derfor kan opdelingen i en yin- og en yang-del, synes unødvendig hård eller ligefrem kunstig. Omvendt har jeg ikke nogen idé til en anden og overskuelig måde man kan angribe det voluminøse materiale på.
Alt i alt er ”Hippie 2” en rigtig god bog. En god læseoplevelse og et grundigt værk over en central periode i den danske historie. Det er et værk jeg kommer til at vende tilbage til mange gange. Både som helhed og til at plukke i. Det sidste gør det omfattende register det let at gøre. Læs endelig bogen, og helst i sammenhæng med ”Hippie 1”, så man får et mere helt og fuldstændigt billede. Det er en meget tyk bog, men det er arbejdet værd at læse sig igennem begge bind.
- Sanne M Hansen.

Hippie 2 - den sidste sommer.
Anmeldt af Karsten Petersen, Silkeborg
E-mail: karstenpetersen@ofir.dk

Allerede på første side af Hippie 2 bliver vi introduceret til det, som Peter Øvig beskriver som et afgørende vendepunkt under Frøstruplejren i 1970, nemlig besættelsen af Hjardemål kirke i Thy.
Bodil Marie Nielsen er på vej til lejren for at forenes med sin mand Peter Louis-Jensen og deres to børn. Hun og Peter Louis har været med i en mindre gruppe aktivister, som har drøftet en ide om at besætte en kirke i forbindelse med deres ophold i lejren. Samtidig har hun flere måneder tidligere søgt om separation med baggrund i et konfliktfyldt ægteskab.
Vi bliver således fra første færd sporet ind på, at denne del af fortællingen om de skæve dage i Thy, handler om både mere og andet end den oplevelse af frihed, fællesskab, kærlighed og plads til sjove eksperimenter, som jeg selv husker, fra de 8-10 dage jeg tilbragte i lejren i løbet af juli måned.
Jeg var en 16 årig knægt fra Aars i Vesthimmerland, der nød sommerferien, før jeg i august skulle starte i 1.g.
Vi var en lille flok unge i byen, som identificerede os med musikken og den afslappede livsstil fra Summer of Love i San Francisco 3 år tidligere. Det lange hår, madrasserne på gulvet, ølkasserne og pladerne med Hendrix, Joplin, Doors og Jefferson Airplane, var de særlige kendetegn, som gav os en identitet som anderledes end de småborgerlige og de hellige, som udgjorde den store majoritet i den verden vi levede midt i.
Vejen nordpå mod Frøstrup, gik tæt forbi Aars, og måden vi blev opmærksomme på, at noget skete i Thy, var at flere unge "af vores slags", dukkede op i byen i gamle biler, med hestevogne eller på knallerter, som rask væk havde ædt et par hundrede kilometers asfalt.
Vi kom naturligvis hurtigt i kontakt med de gennemrejsende, og hjalp med overnatning i telte eller haveskure i vores forældres baghaver. På den måde hørte vi om begivenhederne i Frøstrup, og måtte efterfølgende naturligvis op og møde de nye hippievenner igen, og opleve stemningen og musikken inden vi i starten af august skulle tilbage til skoler, lærerpladser og arbejde.
Mine egne erindringer om lejren er derfor mest i overensstemmelse med det, som forsidepigen fra bind 1, Merete Papapetros beskriver i et portræt i bogens slutning: "Man slentrede en tur gennem lejren og endte med at drikke te hos folk, man lige havde mødt. I det hele taget lærte man en masse nye mennesker at kende. Jeg husker det som en meget, meget hyggelig tid." Jeg bør måske tilføje at teen ofte blev suppleret med smagsprøver af diverse røgvarer fra fjerne egne.
Vi oplevede naturligvis også personer og typer, som virkede underlige og grænseoverskridende på os. Posten i bar røv, Provo-Knud, som flippede ud på musikscenen og opblæste typer, som talte højt og længe om kosmos og kaos eller interne anliggender, som vi ikke følte os delagtige i. For det meste tog vi indtrykkene til os, som sjove oplevelser, der var udtryk for en fri og ubunden livsform.
Det var naturligvis chokerende for os efterfølgende at læse om besættelsen i Hjardemål, Provo-Knuds mord på vennen Cola og mordet på den 12 årige Lars.
Hvad angår besættelsen i Hjardemål, havde vi kun hovedrysten til overs for aktionen. Som fastboende, kendte vi alt til visse Nordjyders aversion og hang til trusler om tæsk, mod langhårede hippietyper. Havde de kommende besættere spurgt sig for hos os, kunne vi godt ha fortalt hvordan lige netop en kirkebesættelse ville være benzin på det bål.
De 2 mord, blev i vores forståelse, historien om hvor farligt det er at eksperimentere med LSD, og overbeviste os om, at det nok var klogest at vi holdt os til fredspiben.
Langt de fleste fortællespor, som Peter Øvig lægger ud i både Hippie 1 og 2, er derfor langt hen ad vejen nye for mig.
I bind 2 fortsættes opbygningen med kronologiske kapitler fra lejrens dag 33 til 73, med erindringer fra deltagere og citater fra de sparsomme og ofte usammenhængende kilder, oftest i form af lejravisen. Kronologien brydes med kapitler med baggrundshistorier og erindringer fra deltagere op til 42 år efter begivenhederne.
Som antydet fra første side, har Peter Øvig valgt at gøre kunstneren Peter Louis-Jensen til den gennemgående person i bind 2, og dermed også personificeringen af de destruktive kræfter, som var med til at ødelægge drømmen om, at Peace, Love and Understanding kan realiseres alene med gode viljer, åbenhed, tolerance og bevidsthedsudvidende stoffer.
Før vi når til kapitlet om kirkebesættelsen, skal vi igennem næsten 400 siders historier og portrætter af centrale personer, i organiseringen og gennemførelsen af lejren.
Vi bliver taget med på en tur til de dybe skove i Litauen, for at besøge en fåmælt profet Olsen alias Harald Olsen, som spillede en central rolle i forhold til hippiernes samlingssted Galleri 101 i København og som også var en markant person i Thylejren. Dan Nielsen fra Dans Tetelt er flyttet tilbage til Frøstrup, og fortæller om klub 27, venskabet med Gyuri Fabian og om sin rolle som tripmaster i lejren.
Den største tyngde i fortællingerne lægges dog på det kunstneriske "broderskab" omkring Eks-skolen, med deltagelse af blandt andre Per Kirkeby, Bjørn Nørgård, Lene Adler Pedersen, Poul Gernes, den senere direktør for Asger Jorn museet i Silkeborg, Troels Andersen og ikke mindst Peter Louis-Jensen. Vi får bl.a. Bjørn Nørgård og Lene Adlers hesteslagtning og nøgenhappening på Børsen med som baggrundshistorier, og der antydes en sammenhæng med Peter Louis´ udvikling som skabende kunstner hen imod den rene situationisme, som anser mere eller mindre iscenesat handling i nuet som en kunstform, der overskrider kunstens bundethed i selve værket.
Dette og mange andre betydningsspor, kan langt hen ad vejen give god mening i forhold til Peter Øvigs intention om at komme til en form for forståelse af, hvorfor ugerne i Thy udviklede sig som de gjorde. Men at vi også lige skal have historien om Peter Louis´ fars rolle som skibschef i flåden, under et oprør i Klaksvig på Færøerne i 50erne med, forekommer lidt overflødigt. Det virker uklart om det er den unge Peter Louis´ oplevelse af en psykisk ustabil far og dennes selvmord, eller lighederne mellem farens oplevelse af vrede fiskere i Klaksvig og sønnens senere oplevelser i Hjardemål kirke, som skal give os en større indsigt i Peter Louis´ psyke og tankesæt.
I endnu højere grad end bind 1, besidder Hippie 2 en detaljerigdom, som til tider kan gøre det svært at få øje på sammenhænge og indre linjer. Men netop dette, gør måske værket til en form for repræsentation af den virkelighed der udspillede sig i Frøstrup.
Peter Øvig har udvist stor grundighed i sin research og ønsker givetvis at de medvirkende skal ha mulighed for at komme til orde med deres personlige vinkler på begivenhederne før, under og efter Thylejren. Der kan dog næppe herske tvivl om, at han med sin dokumentariske form, har været igennem mange overvejelser og vanskeligheder med det både begrænsede og fragmentariske materiale, som de skriftlige og mundtlige kilder udgør mere end 40 år efter begivenhederne. Ikke mindst det, at så mange centrale personer allerede er døde, gør at bare det at tilstræbe en form for indbyrdes afbalancering og objektivitet i de mange modsatrettede udsagn og erindringer, må være en nærmest umulig opgave.
Det er tydeligt at Peter Øvig er mest på hjemmebane i afsnittet om besættelsen af Hjardemål kirke. Her kan han læne sig opad en mangfoldighed af skriftlige kilder i form af politirapporter og avisartikler, som gør ham i stand til at beskrive begivenhederne i kirken detaljeret, nærmest minut for minut, med spændingskurver som i et afsnit af en krimiserie.
Personligt kan det undre mig, at Peter Øvig, efter eget udsagn, er blevet overrasket over de mørke sider og de triste skæbner, som hippietiden også resulterede i. Vi var mange der opdagede dem, tæt på eller på afstand, da de viste sig. Forklaringen skal muligvis findes i, at forfatteren tilhører en yngre generation, og derfor har tolket hippietiden ud fra historier og romantiske forestillinger om en sorgløs tid, uden kontrol og adfærdsregulerende foranstaltninger i alle kroge af samfundet.
De skildrede personer og deres nærtstående, kan sikkert opleve det som meget nærgående og til tider forkert vinklet, når Peter Øvig monterer de mange brudstykker til en fortælling med detaljer om deres liv og færden for mange år siden. Men vilkårene for projektet, har nu engang været sådan, at forfatteren har været nødt til at træffe nogle valg, som bevirker at noget træder frem, mens noget andet træder i baggrunden. På samme måde får også selve strukturen med mange fortællespor indflydelse på hvordan vi aftvinger stoffet mening og betydning under læsningen.
Ikke desto mindre vil jeg anse resultatet af Peter Øvigs arbejde med Hippie 1 og 2, som et vigtigt bidrag til bevarelse af erindringer og historier om vigtige begivenheder i vores fælles kulturhistorie.
Jeg vil håbe, at også de yngste generationer finder det værd at bruge tid på at dykke ned i de 1100 sider om Henning Prins, Bodil Marie, Provo Knud og alle de andre, og dermed forhåbentlig få nogle mere nuancerede forestillinger om hippietiden, end de karikerede og klicheagtige fremstillinger, som eftertiden ofte har frembragt.
Nok om det. Nu vil jeg pakke mig en rygsæk, og drage til Nakskov for at høre Jefferson Starship. De gamle syrehoveder, med 71 årige Paul Kantner i front, er stadig på landevejen. Mon ikke de gir den med GOT A REVOLUTION - GOT A REVOLUTION!

Karsten Petersen