Bogen er et konglomerat af begivenheder, historier, rejseskildringer, barndomserindringer, slægtsfortællinger og kærlighedshistorier. Snart er vi på flodtur i Peru med et rejsebureau for økoturisme, snart er vi blandt familieturister i Marokko. Senere er vi i Panama , "vidne" til en kærlighedshistorie mellem vores skribent og den gifte Lu, der sammen drager til Costa Rica som "Lovers in crime" for at efterprøve "den umulige mulighed". Den historie slutter brat, da vores turistskribent drager videre til Miami og senere hjem til sin kone Beatrix i København. Herfra går turen til Minnesota, Iowa city, Memphis og New Orleans. Hele tiden krydres rejsebeskrivelserne med et utroligt kendskab til stederne, og man begejstres af det sprudlende sprog og brug af små finurligheder, for eksempel beskrives en pelikan som: "forhistorisk flyvende øgle, der folder sig sammen i et missil og styrtdykker" En psykiater betegnes: "Låsesmed til sindets smækkede dør" Og refleksioner om ord udtrykkes: "når man skriver, ofrer man ordene på mere end en måde. Man bruger dem, ødelægger dem for sig selv, fylder dem til bristepunktet med intim betydning, eller man bilder sig ind, at man kan tømme dem for betydning. Man ofrer også de ord, man har skrevet, man skiller sig af med dem, brænder dem i bevidsthedens krematorium." Hele tiden må man stoppe op, smage på og genlæse sentenser, der indeholder overraskende sprogbrug! - Det er en fornøjelse! Til tider er bogen tung og extremt opmærksomhedskrævende læsning og til tider let og hurtig læsning. Alt dette og Boberg som en fantastisk ordekvilibrist gør bogen til en meget interessant , overraskende og læseværdig bog, der varmt kan anbefales!
Nu er du på forlaget Gyldendals hjemmeside.
Her kan du læse om bøger, se film om litteratur, anmelde og komme i dialog med forfatterne.
Vi håber, at du finder den bog, du leder efter.