THE HUNGER GAMES 3. Oprør

Super gode bøger, de blev slugt rigtig hurtigt på trods af jeg mod sædvane, havde set filmen over bog nr. 1 inden jeg læste bogen. Det gør jeg normalt helst ikke. Dette ødelagde dog bestemt ikke noget ved bogen, altså udover jeg vidste, hvad der skete. Så formåede bogen som forventet at få mange flere nuancer med end filmen, og det til trods for at jeg synes, det var en fantastisk film. Den er virkelig godt lavet.

Dog var jeg lidt skuffet over slutningen i nr. 3. Det virker som om den hurtigt skal afsluttes, Kattua anbringes i en sådan position at det er let at skippe den detaljerede forklaring på, hvad der egentlig sker. Man oplever det egentlig først, når det er sket. (Forsøgt forklaret på en måde, så jeg håber jeg ikke ødelægger slutningen for nogle. Da jeg ikke vil forklare præcis, hvad der forårsager dette.)

Trods lidt lettere skøjten over nogle, i mine øjne, væsentlige dele, som godt kunne være forklaret bedre, i bog nr. 3. Synes jeg bestemt det er en rigtig god serie og meget anbefalelsesværdig. Jeg kunne godt finde på snart at læse den igen.

Så er du til spænding og uforventede situationer, som egentlig ikke er umulige at kunne stå i, hvis der skulle ske noget drastisk på jorden, hvor befolkningens levevilkår ændrer sig. Så er det her helt klart en serie for dig.

Jeg har været så heldig, at få bogen 'Oprør' af Gyldendal. Oprør er den tredje og sidste bog, i serien om Dødsspillene, og jeg må (endnu en gang) sige, at den overgik mine forventninger, selvom jeg egentlig var overbevist om, at det var umuligt! Bogen starter hvor den slap, og man bliver med det samme lige så fotryllet af den utrolig vel beskrevet verden, som man gjorde i de første 2 bøger. Det har taget mig lang tid at få den læst, det indrømmer jeg! Men lige så snart jeg tager mig sammen, og kommer ordentligt igang med at læse, kan jeg ikke slippe bøgerne igen. Oprør var ingen undtagelse, for jeg har i dag siddet og læst de sidste 200-250 sider, uden pause - præcis sådan, jeg også havde det, da jeg læste Harry Potter, for nogen år siden!

Noget jeg elsker ved bøgerne er, som jeg også skrev ved anmeldelsen af 'Løbeild', at alt er SÅ godt beskrevet. Kender i det, når man kan blive så påvirket af en film, at man kan sidde og græde eller grine, i takt med hvad der sker i filmen? Sådan er det med bøgerne om Dødsspillene. Jeg har op til flere gange taget mig selv i, at sidde og være super, super vred, på en af de fiktive personer i bogen, fordi den fanger en så meget, og får en til at føle, at man er med i bogen, og oplever det hele, sammen med hovedpersonen Kattua. Selvfølgelig har jeg ikke kun oplevet at være vred, mens jeg har læst bogen. Jeg har også siddet og smilet for mig selv, når der er sket noget godt, og siddet og haft løst til at græde, når der er sket noget sørgeligt. Fælles for alle bøgerne er også, at man efter at have læst dem, sidder med en rigtig tom følelse. Jeg har ikke kunnet komme igang med de 2 sidste bøger hurtigt nok, efter at have læst 1'erne, og jeg synes det er helt sørgeligt, at serien er slut - men GUUUD hvor glæder jeg med til at se filmene!!!

Oprør handler primært om Kattua, og hendes position i 'spillet' mellem Capitol og Distrikterne. Kattua bliver officielt udråbt til Sladredrossel, hvilket betyder, at hun skal være symbolet på Oprør og frihed, men det får fatale følger, og Kattua befinder sig konstant i et sort følelsesmæssigt hul, hvor hun igen og igen stilles i uoverskuelige dilemmaer, der kan have stor betydning for Panems fremtid. Et gensyn med en savnet ven, udvikler sig til et drabsforsøg, og Kattua ved ikke længere, hvem hun kan stole på, og får hele tiden nye informationer, der altsammen er med til, at forvirre hende, og få hende til at minde mere om en brik i Capitols spil, i stedet for et stærkt forbillede. Samtidig bliver hun plaget af onde drømme, og flashbacks fra det frygtelige spil hun var med i, og blik af den fremtid, hun måske går i møde. Men Kattua er fokuseret på hendes ønske om en konfrontation mellem hende og Capitols præsident, Snow, og det kommer til at koste andre livet. Men hvad Kattua siger til det, det må i selv læse jer frem til! (-:

Igen, igen, føler jeg, at jeg giver jer alt for lidt, af handlingen i bogen, men jeg er så bange for, at komme til at afsløre nogen af de spændende detaljer, som jeg virkelig håber at i selv kommer til at læse, for bogen er så god og spændende, at jeg ikke er bange for at kalde den, 'Den nye Harry Potter'!

Alt i alt, en 'Must read' serie, med alt hvad gode bøger skal indeholde! Spænding, kærlighed, drama, action, eventyr m.m!

Jeg vil normalt være skeptisk over for sådanne bøger, men disse bøger fantastiske! De sugede mig ind i verdenen og efterlod mig i sulten hunger efter endnu en bog... Desværre er det med forlov "kun" en triologi. Jeg vil varmt anbefale den til alle og en hver! Fantastisk bog.

Jeg har haft fornøjelsen af at læse Suzanne Collins trilogi ’The Hunger games’, der på dansk har fået titlerne: ’Dødsspillet’, ’Løbeild’ og ’Oprør’.

Da jeg modtog den første bog, var jeg en smule skeptisk, men jeg kom ikke ret mange sider ind i fortællingen, før jeg var dybt grebet … og nu tre bøger på i alt 1200 sider senere er jeg en stor oplevelse rigere.

Alle tre bind arbejder i form af hele deres plot med, hvordan vi mennesker behandler hinanden. Handlingen foregår i fremtiden, hvor hele Nordamerika efter en meget ødelæggende verdenskrig er smeltet sammen til ét land, Panem. Et land, der på mange måder er delt op som det indiske kastesystem. I Panem bor de rige/undertrykkerne i hovedstaden (Capitol), mens de folk, der bor i distrikterne (1-13), bliver gradvist fattigere, jo længere væk de bor fra Capitol. Gennem alle tre bøger følger vi distrikt 12 pigen Kattua Everdeens kamp mod magthaverne; først gennem de fantastiske og medrivende dødsspil og dernæst i hendes og folkets direkte kamp mod Capitol og præsident Snow.

Børnenes skæbner, døden, livet, fattigdommen og kærligheden er så velskrevet og intens, at disse bøger er en stor oplevelse for læseglade mennesker i alle aldre.

… og så er trilogien i øvrigt et rigtigt god bud på en fed konfirmationsgave!

Kattua kan ikke vide, hvem hun kan stole på længere i en verden fyldt med krig og politiske intriger. En masse ting står på spil, og ingen er i sikkerhed. Mindst af alle Kattuas familie og venner. "Dødsspillet" slog benene væk under mig. "Løbeild" fik mig til at holde vejret. "Oprør" afsluttede trilogien så fænomenalt, at jeg ikke kunne undlade at knibe en tåre (eller rettere sagt mange).

Slutningen af to'eren efterlod mig hungrende efter tre'eren, og mine forventninger var sat i vejret, da jeg gik i gang med "Oprør". Jeg må sige, at jeg elskede bogen fra start til slut, og jeg følte mig helt tom indeni, da jeg vendte den sidste side, for så var der ikke mere at hente fra serien. Serien skal selvfølgelig genlæses på et tidspunkt og gerne snart, for jeg savner allerede Kattua, Peeta, Gale, Haymitch og alle de andre. Sjældent kan jeg sige, at jeg har haft en perfekt læseoplevelse, men det har jeg haft med denne bog samt de foregående bøger. Suzanne Collins er en af mine yndlings forfattere.

Skræmmende, sindsoprivende er de ord, der falder mig på tungen, hvis jeg skal beskrive bogen. Skræmmende, fordi et så kontrolleret samfund forhåbentlig aldrig bliver virkelighed. Sindsoprivende, fordi du kastet ud i en ondskab, som man ikke kan forstille sig.
Alle 3 bøger har jeg følt var lidt langsomme at komme i gang med, men når så først jeg var i gang, så kan den næsten ikke slippes igen, fordi hele universet er så levende beskrevet og fordi man føler med alle personerne i bogen og der kan ikke findes en lykkelig slutning på alt det onde, men måske en fredfyldt.

'Sindsoprivende' som der står på bogens cover, er nok det ord der beskriver bogen bedst. Glæd dig til at være naglet fast til denne bog de næste par dage, men forvent det uventede. Jeg gøs og græd og der var langt mellem smilene. Mine nakkehår rejste sig, da mutaerne hvæsede Kattua's navn i minetunnelerne, mine næsebor udvidede sig da stanken af forrådnelse blandede sig med aske og min hals snørrede sig sammen og kvalte skrig fremkaldt af mareridt. Jeg følte mig fuldstændigt sat i Kattua's forfærdelige sted og jeg følte med hende og hendes tab under kampene. Da jeg lukkede bogen efter sidste side, sukkede jeg ikke et forventningsfuld suk med "...og de levede lykkeligt", men snarede et fortvivlet "...og det er også en slags overlevelse". Suzanne Collins har en fantastisk fantasi og beskriver hendes univers farverigt og detaljeret, som giver en utrolig indlevelse.